Fortsæt til indhold

Når ordene skaber vold

Arkiv
Af redaktør Torben Kristensen

VED BYRÅDETS SIDSTE MØDE foreslog Karsten Lorentzen fra Dansk Folkeparti, at kun muslimske foreninger – ikke nogen andre - skulle kontrolleres for snyd med de penge, som kommunen giver til folkeoplysning.
Jonas Paludan fra Enhedslisten kaldte det ligefrem 'fascistisk'. Men det er altså et meget voldsomt udtryk, der sætter en helt ny standard for den lokale debat. Jeg mener, at alle, der følger med- og deltager i diskussionen om udviklingen af vores by, bør tænke grundigt over, hvad brugen af den slags udtryk kan føre til.

DE CENTRALE AFSNIT i Paludans indlæg lød sådan her:
'Jeg kan ikke lade være at tænke på, hvordan det må være at være en af vores mange muslimske medborgere, som nu bliver lagt for had og mistænkeliggjort i en helt utilstedelig grad..
Hvis der er én ting, som liberalister og socialister – plus alt der imellem – forhåbentlig kan blive enige om, så er det, at vi alle er lige for loven..
Jeg tøver ikke med – og det er ikke sagt i affekt - at kalde det fascisme'.

FAKTISK FORSTÅR JEG godt Paludans tankegang. Hvis først vi accepterer, at nogle mennesker på grund af religion, race eller andet gøres ringere end andre overfor loven, bliver de gjort til 'undermennesker'. Million-morderen Hitler kaldte jøder og slaviske folk for 'untermench', og dermed bliver det helt legalt at behandle dem dårligere og anderledes.
Fra historien har vi mange forfærdelige eksempler på, hvad det kan føre til. Nazi-Tyskland gassede millioner af jøder plus mange andre i kz-lejrene, og i USA blev negerslaver jaget til døde med hunde eller pisket ihjel.

SELV OM FORSLAGET SPILLER PÅ FRYGT hos danskere, der er bange for deres egen fremtid, overfor svage indvandrere og flygtninge, er det imidlertid ikke fascistisk. Det blev i øvrigt også stemt ned af alle andre partier.
De rigtige fascistiske diktaturer, der mellem 1. og 2. verdenskrig erobrede magten i Italien, Tyskland, Spanien og andre lande, var nemlig helt anderledes voldelige massebevægelser, der tævede sig frem på gaderne og brød lovene.

MEGET KAN MODSTANDERNE SIGE om Dansk Folkeparti, men de følger faktisk spillereglerne i det danske demokrati. Det er en helt afgørende forskel fra fascismen. Derfor er partiets stifter i dag formand for Folketinget, og det har i lange perioder været en afgørende støtte for flere Venstre-statsministre.
I mange kommuner har DF stor indflydelse. I Region Sjælland betyder dets store magtbase ved Kalundborg og i Vestsjælland eksempelvis, at den 'røde storby' Roskilde taber både sygehus, veje osv.

DF ER EN DEL AF DEN DEMOKRATISKE DEBAT, og derfor må de politiske modstandere, der ønsker at overbevise dets vælgere om noget andet, tage denne diskussion med argumenter, der er til at forstå. Det er en helt anderledes og mere effektiv metode end at hæfte forkerte skældsord på dem.
Venstres Jette Tjørnelund havde for kort tid siden sådan et indlæg i Roskilde Avis. Heri skrev hun, at DF jo bare skælder på flygtningene. Men de har slet ikke nogle løsninger på, hvad man reelt skal gøre, når først disse mennesker er i landet – bortset fra at de bør blive væk eller den slags.

ORDVALG OG TONE I EN DEBAT er altid vigtige. Ligegyldig om den ene eller anden fløj i det politiske landskab står bag, så vil sårende eller nedsættende udtryk om andre mennesker, partier eller hele befolkningsgrupper kun svække ens egne synspunkter og føre til, at man ikke bliver hørt.
Hidtil har styrken i vores demokrati også her i Roskilde været, at man taler ordentligt sammen og prøver at forstå de andre. Det bliver kun endnu vigtigere, når man fra politiske modstandere møder meninger og synspunkter, som man ikke selv kan lide. I modsat fald ender vi nemlig alt for let i en forfærdelig situation:
NÅR ORDENE SKABER VOLD