Plads til et helt liv
Musicon får nu både senior- og familieboliger
Selv om Ragnarock har ramt Musicon går alt efter planen på stedet. Tiden som et forladt industriområde er efterhånden langt væk, og en ny tiden, hvor området bliver en levende og komplet bydel, er rykket meget tættere på.
- Vi har lige haft en super god uge på Musicon, siger sekretariatsleder Katrine Nyland Sørensen fra Musicon.
- Her er lavet en aftale om byggeri af almennyttige lejligheder og ejerboliger, og samtidig er Ragnarock blevet indviet.
- Begge dele er milepæle i udviklingen på Musicon. Museet kommer til at trække folk til området og med de nye familieboliger tegner der sig en udvikling til en rigtig bydel. Hidtil har der jo kun været ungdomsboliger og mange har set bydelen som en ren ungdomsby.
De unge bliver på Musicon, med de mange ungdomsboliger, der er på stedet. Med de nye boliger, der er på vej er der også en chance for, at de bliver boende, når der skal stiftes familie.
- Vi har gang i mange forhandlinger om salg af jord til boliger. Lige fra familieboliger med hus på pæle og til folk, der har været med til Roskilde Festivalerne i en menneskealder, og nu vil bo tæt på i en senioregnet bolig, fortæller Katrine Nyland Sørensen.
Ketchup
Planen for Musicon rummer også erhverv, og her er der også bud efter grunde.
- Efter at vi er begyndt at leje jorden i containerstriben ud for 30 år, er der kommet gang i interessen, siger Katrine Nyland Sørensen.
- Selv om der bygges med containere, skal det overholde bygningsreglementet, og det er dyrt. Derfor er der brug for en lang tidshorisont, hvis det skal kunne betale sig at etablere sig her.
- Samtidig er det et krav, at der skal være mulighed for erhverv i de mange byggerier, der er på vej. Der kan for eksempel være kontor, forretning eller en cafe i stueetagen og boliger på etagerne ovenover
- Jeg tror at det er 'ketchup-effekten', der er i gang, hvor det først er svært at få noget ud af flasken og bagefter kommer det bare strømmende i fuld fart. Der er i hvert fald stor interesse for Musicon.
- Det kan man også se i bydelen, når man går rundt. Folk kommer her, og der sker noget i Rabalder Parken og i cafeerne og spisestederne. Vi er endda ved at få et mikrobryggeri i containerstriben, siger Katrine Nyland Sørensen.
jp@roskildeavis.dk