Fortsæt til indhold

Unge iværksættere formidler job til studerende

Hvis du ønsker et studiejob, så er det kun et par klik væk.

Arkiv
Emil Hermann

Nu er der hjælp at hente, hvis du mangler et studiejob.
Henrik Møller og Andreas Andersen stiftede i marts virksomheden, Beflex, der hjælper studerende i Odense med at finde et job ved siden af skolebænken.
Iværksætterne fik ideen, da en storebror skulle have renset fliser i privaten.
“Det kunne vi da få studerende til at gøre, så de kunne tjene lidt ved siden af studiet,” tænkte Henrik Møller dengang.
Tanken er nu blevet omsat til en velkørende virksomhed med 150 registrerede brugere på hjemmesiden, 25 afsluttede jobs og seks aktive.
Hvis du er interesseret i et job hos Beflex, så klikker du ind på virksomhedens hjemmeside. Her opretter du dig som bruger, og så er der ellers linet forskellige jobtilbud op til dig.
“Vi er den første type af den slags virksomhed i Odense,” fortæller Henrik Møller.
De opgaver, som du primært kan byde ind på, er servicejobs.
“Det er især rengøring-, have- og tjenerjobs,” siger Andreas Andersen.
Iværksætterne har for nylig husstandsomdelt cirka 3.000 flyers, så ældre mennesker kan ringe til dem, hvis de mangler en hånd.
“Den respons, vi får fra de ældre er, at de har en times hjemmehjælp fra det offentlige hver 14. dag. Her er støvsugning og havearbejde ikke inkluderet. Og da flere ældre ikke har den største pension, er de mægtig glade for at få hjælp fra unge hver 14. dag til 125 kroner i timen,” siger Henrik Møller.

Studerer på EAL

Til daglig studerer Henrik Møller og Andreas Andersen på Erhvervsakademiet Lillebælt. De læser til multimediedesignere.
EAL har indgået et samarbejde med SDU om, at deres studerende også må benytte sig af det nye innovationshus ved SDU, Cortex Lap.
“Vi fik hjælp af ansatte på stedet, da vi skulle målrette vores ide. Og så er det nogle vildt fede lokaler at arbejde i, siger de.

Udbredes til København

De ambitiøse unge mennesker stopper ikke her. Hvis tilslutningen fortsætter med at vokse, og systemet fungerer, er de parate til at rykke ind i Danmarks hovedstad.
“Vi har brugt 3500 kroner hver indtil videre, så det har været billigt at starte op. Målet er at få mange tilfredse brugere, og så med tiden udvide mod København, hvor de studerende også mangler studiejobs.”