Frokostjazz med Wolff All Stars vender tilbage
Hans Jørn Wolff All Star Jazz Band genoptager frokostjazz-traditionen - nu på Brøggeriet
Snart kan man igen nyde sin frokost til en god omgang jazz.
Efter en kort pause genopliver Hans Jørn Wolff All Star Jazz Band nemlig frokostjazz i Sønderborg.
Orkestret spillede i mange år på Penny Lane, men det samarbejde ophørte tidligere på året.
Nu bliver det i stedet Brøggeriet på Rådhustorvet, der skal danne ramme om arrangementet i Spiseriet på 1. sal, hvor Allan Jylov byder på en frokostjazzmenu. Der kan bestilles bord på forhånd.
Første gang bliver lørdag den 28. maj kl. 12.00-14.00, og der er fri entre. Næste arrangement følger lørdag den 30. juli.
Hans Jørn Wolff All Star Jazz Band består af Hans Jørn Wolff (trommer og vokal), Finn Burich (trombone og vokal), Erling Tjørnelund (kontrabas), Etlef Jacobsen (saxofoner) og Christoph Cringle (banjo og vokal).