Vind et kunstværk
Kunstnere i Middelfart er klar med ’Kunst Stafet’ i pinsedagene, hvor der sættes seks værker på højkant
Middelfarts seks gallerier går sammen om at lave en 'Kunst Stafet' i pinsedagene. Arrangementet skal synliggøre og skabe et inspirerende samarbejde mellem de lokale kunstnere og gallerier.
Kunst Stafetten foregår i og omkring Middelfart, og der er mulighed for folk at nå rundt til alle gallerierne på de tre pinsedage, 14.,15. og 16. maj - dagligt fra klokken 11–17.
Hvert galleri præsenterer en ny spændende udstilling, og der vil være en lille forfriskning i gallerierne.
Vind et kunstværk
Når du besøger gallerierne, kan du vinde et af seks kunstværker. Hvert galleri sætter nemlig et værk på højkant, og du får udleveret et tur-pas i det første galleri, du besøger. Du får så et stempel i hvert galleri, og når alle seks gallerier er besøgt, deltager du i en lodtrækning om at vinde et af de seks kunstværker. Man kan se gevinsterne i gallerierne, og alle vinderne får direkte besked.
De seks gallerier drives alle af lokale kunstnere, som også har deres atelier og værksted i forbindelse med galleriet.
De seks gallerier er: Galleri Hindhede, Galleri Chris, Galleri Heidi Dalum, Galleri Ladefoged, Galleri LeArt og Galleri Livstræet.