Nyt show med Den Nøgne Sandhed
Den Nøgne Sandhed kommer til Sønderborg næste år. Billetsalget er begyndt
Den Nøgne Sandhed alias Mikkel Schrøder Uldal, Joachim Knop, Farshad Kholghi og Gordon Kennedy introducerede sidste år danskerne for et helt nyt show. Med en blanding af musikalsk comedy, stand-up og koncert begejstrede de fire velklædte gentlemen både anmeldere og mere end 25.000 danskere. Nu er de klar med et nyt show, de kalder 'Klædt af til skindet'. Showet har premiere på Bremen Teater den 9. februar 2017.
Det kvinder vil vide
Den Nøgne Sandhed er et muntert og musikalsk comedy-show om alt det, kvinder gerne vil vide om mænd, og alt det mænd ikke vil have, at kvinder skal vide om dem.
"Vi er blevet ældre, klogere, sjovere og tungere, og vi står alle ved skilleveje i vores liv. Og det er altså hamrende morsomt," siger Mikkel Schrøder Uldal.
"Ligesom sidst har vi vores 'koner' med på skærmen, og deres syn på os mænd rammer plet," lover han.
Spillested er Koncertsalen Alsion med Sønderborg Teaterforening som arrangør. Billetter kan allerede nu købes på sonderborgteaterforening.dk.