Flot fight gav resultat
Roskilde var nedspillet af Køge men kæmpede sig tilbage i kampen og fik 2-2
En flot fight kan give resultat, selv om det ikke er helt fortjent. Det beviste FC Roskilde onsdag aften, da de i Rådmandshaven fik 2-2 mod HB Køge, selv om hjemmeholdet havde været nedspillet i den første del af kampen. Faktisk var Roskilde-spillerne nærmest ved at vinde til sidst, men det ville til gengæld have været piv-ufortjent, selv om den slags ikke afgør fodboldkampe. FCR-træner Anders Theil var igen nødt til at stille med et forandret hold, fordi mange spillere er skadede. Det har ramt Roskilde gennem hele sæsonen og kan godt undre lidt. For at gøre ondt endnu værre har den nye angriber Morten Nielsen, som ellers har vist stigende form i de sidste kampe, smadret sin finger i et træningscenter og er igen udenfor. Til gengæld var holdets mange veteraner som Simon Richter, Bajram Fetai, Jan Kristiansen og Jesper Bech med, for de kan åbenbart godt holde til sæsonens anstrengelser.
Roskilde udspillet
Inden kampen havde Theil advaret om, at Køge er gode med bolden, så Roskilde-folkene let kunne komme til at løbe forgæves rundt, hvis ikke de forstod selv at holde fast i den. Men spillerne havde åbenbart ikke rigtig hørt efter, for det gik galt allerede efter to minutter. Gæsterne spillede sig alt for let gennem et Roskilde-forsvar, der var ommøbleret for Gud ved hvilken gang, og scorede fladt i det ene hjørne. Gennem det meste af 1. halvleg dominerede gæsterne fuldstændigt kampen, mens Roskildes opspil slet ikke hang sammen, og bolden blev tabt efter få afleveringer helt nede på egen banehalvdel. Faktisk var hjemmeholdet udspillet i denne periode. Derfor var det svært at indvende noget, da Køge igen efter 40 minutter scorede til 2-0. Det skete oven i købet på et smukt angreb, hvor højrekanten kom til baglinjen og smækkede en hård bold indover, så angriberne i to forsøg kunne sparke den i kassen. Roberts genistreg Men pludselig ud af ingenting vendte kampen lige før pausen. Unge Robert Larsen, der pga. en skade i en periode har været udenfor hos FCR, var med på holdet igen, fordi han har vist mere og mere under træningen - og alternativerne ikke var så mange. Han takkede for tilliden med en genistreg af et mål. Med ryggen mod målet modtog han en lang, høj aflevering lidt udenfor Køges straffesparksfelt. I en glidende bevægelse, tog han den ned, viftede en forsvarer væk og sparkede flot, så bolden ramte opstanderen til højre for keeperen og gik i mål.
Skabte chancer
Fra starten af 2. halvleg virkede FCR-spillerne forvandlede. fordi de nu troede på det og kæmpede mere for sagen. Derfor skabte de nu flest chancer. Mark Leth gik flot til baglinjen og lagde indover, hvor en helt fri Bajram Fetai desværre headede over. Lidt senere var det Robert Larsen, der blev spillet fri til skud i feltet, men han ramte bolden dårligt. Midt i halvlegen overtog Køge igen kontrollen og havde et par gode muligheder for at øge til 3-1, men Roskilde forsvaret slap heldigt fra det. Gennem hele 2. halvleg trak den tidligere landsholdsspiller Mikkel Thygesen holdkammeraterne fremad, så de kæmpede mere for sagen, og det gav resultat 10 minutter før tid. Efter et langt indkast kunne han sparke udligningen ind i en klump af spillere foran Køge-målet. I mellemtiden havde Roskilde sat et af sine egne store talenter, den kun 19-årige Oscar Buch, på banen. Han gav flere prøver på sin kunnen og var tæt på at lægge op til et sejrsmål til allersidst. De godt 1.000 tilskuere så en ganske underholdende kamp med fire mål og mange flere chancer, hvor begge hold spillede for at vinde. Men samtidig kunne man godt mærke, at der ikke var så meget på spil, fordi de hverken kan rykke op eller ned.