Odense kan blive bedre til at pante
Odenseanerne har de sidste to måneder afleveret over 100.000 tomme dåser og flasker på den nye pantstation på Egegårdsvej. Men det tal kan blive endnu højere, fastslår miljøvirksomheden bag pantstationen, Dansk Retursystem, i en pressemeddelelse.
De deler derfor gratis pantsække og kildevand ud ved Bilka i Odense den 14. og 15. maj for at gøre opmærksom på den nye pantstation.
“Vi ved, at hver eneste flaske og dåse, der bliver genanvendt, er en stor gevinst for miljøet, 1 tom dåse kan smeltes om og bruges til at lave næsten 1 ny, og det kræver 95 procent mindre energi, end når man fremstiller en dåse af nye råstoffer," siger Lars Krejberg Petersen, administrerende direktør i Dansk Retursystem.
Den nye pantstation på Egegårdsvej er et supplement til flaskeautomaterne. Det smarte ved den er dog, at man hurtigt og nemt kan komme af med mange emballager på én gang. Pantstationen har åbent alle hverdage klokken 7-22 og klokken 8-20 i weekender og helligdage. (ost)