Ny forhindringsbane
En nyanlagt forhindringsbane i Nørreskoven i Vejle skal lokke flere ud i naturen samt dyrke mere motion
Torsdag den 12. maj indvier Vejle Kommune og Vejle Idrætshøjskole en ny forhindringsbane i Nørreskoven.
Banen vil kunne bruges af alle, i øvrigt i et område hvor der i forvenen ligger et trail-spor (vandrespor) og derudover er et kommende mountainbikespor.
Men tilbage til forhindringsbanen, som Vejle Kommune og Vejle Idrætshøjskole står bag.
”Det er vores håb, at forhindringsbanen vil give folk fra hele kommunen lyst til at bevæge sig ud i naturen og få motion på en sjov og udfordrende måde”, udtaler 1. viceborgmester og formand for Natur og Miljøudvalget, Søren Peschardt i en pressemeddelelse.
”Vi er rigtigt stolte af vores kommunale skove i Vejle kommune, der jo er levesteder for rigtigt mange dyr og planter. Men de kommunale skove skal også indrettes, så alle os der elsker natur og motion har gode faciliteter til rådighed”, forklarer Peschardt, der torsdag klokken 16.30 klipper snoren til det nye anlæg.
Der er adgang til Skovbanen fra Nørremarksvej via Ørnebjergvej øst om Idrætshøjskolen. Der er etableret en parkeringsplads ved Ørnebjerg. Der er på dagen, altså ved indvielsen torsdag, også mulighed for parkering på Idrætshøjskolens P-pladser.
Banen er fremover åben døgnet rundt alle ugens dage.