Stærke piger i Kajakklubben
Årets første store kajakstævne, Spring Regatta på Bagsværd Sø, er overstået, og her deltog Køge Kano og Kajak Klub med 6 roere
I U16-klassen fik Laura Ljungholm guld i enerkajak på 200 meter, og sølv på 500 meter, i toerkajak blev det til guld både på 200 og 500 meter. Mathilde Roed var med i 4 A-finaler, og en B-finale. Anne Hauge Sørensen fik bronze i 500 meter toerkajak i U18 klassen. Hos drengene var der en anden form for power, og det beviste Oliver Vidø ved at vinde B-finalen på 1000 meter.
Efter vintertræningen er det altid spændende at se, hvor meget man har forbedret sig, og det er nok Mathilde Roed der står for den største fremgang, hvilket blev kvitteret med, at hun er blevet udtaget til U16 brutto-landsholdet. Laura Ljungholm blev ligeledes udtaget til U16 landsholdet, mens Anne Hauge Sørensen blev udtaget til U18 landsholdet.
Så med tre piger på landsholdet, må man sige at Køge Kano og Kajak Klub råder over en god portion girl-power.