Tapperiet tabte kamp om musikkroner
Spillestedet Tapperiet i Køge kom ikke med på listen over regionale spillesteder kommende fire år
Tapperiets ambitioner om at servere et endnu bedre musikalsk udvalg for køgenserne i de kommende fire år blev skudt ned, da Statens Kunstfond forleden offentliggjorde listen over regionale spillesteder i 2017-2020.
Her var spillesteder i Randers og Thy de eneste nye navne på listen, og dermed er Gimle i Roskilde og Stars i Vordingborg stadig de tætteste spillesteder uden for København med status som regionalt spillested.
I alt 32,7 millioner kroner uddeles der i årligt tilskud, men dem får Tapperiet altså ikke del i, og det er selvsagt en skuffelse i Køge, hvor daglig leder på Tapperiet, Susanne Madsen, og hendes medarbejdere har lagt mange timers arbejde i ansøgningsprocessen.
"Vi er selvfølgelig ubeskriveligt bitre og irriterede," siger Susanne Madsen - trods alt med et smil efter at have haft nogle dage til at fordøje afslaget.
"Vi har fået den begrundelse, at vi skal sælge flere billetter. Vores volumen er ikke stor nok, og det er rigtigt, at vi har haft nedgang i billetsalget efter nogle gode år. Vores profil handler meget om vækstlag og upcomingnavne, men vi har også haft nogle navne, der har solgt godt andre steder men ikke i Køge - eksempelvis Wangel - så afslaget er også en anledning til at se på vores billetsalg," siger Susanne Madsen.
Hun forklarer, at man nu vil evaluere og se ansøgningen igennem for at vurdere, hvad man kan gennemføre alligevel, selv om man ikke fik del i millionstøtten. Tapperiet har i ansøgningen blandt andet fremlagt planer om et øget samarbejde med musikskoler og omkringliggende kommuner.
Hård konkurrence
27 spillesteder i 21 kommuner har ansøgt om at blive regionalt spillested i perioden 2017-2020, og konkurrencen om at blive udpeget har været hård, ifølge udvalgsformand Bente Dahl.
”Vi har haft et stærkt og overbevisende ansøgerfelt, der viser, at interessen for den levende musik vokser og gror over hele landet. Jeg er sikker på, at vi med den nye udpegning får et kreativt netværk af musikalske fyrtårne, der de kommende år vil udvikle og præsentere den rytmiske musiks mange spændende udtryksformer til glæde for alle i hele landet,” siger hun.
De regionale spillesteder har som formål at formidle, præsentere, profilere og udvikle det rytmiske musikliv lokalt, regionalt, nationalt og internationalt. Fokus er på kvalitet, mangfoldighed og fornyelse. Af de 19 udpegede spillesteder er 17 blevet genudpeget, mens altså blot to er nye.
De otte spillesteder og deriblandt altså Tapperiet, som får afslag på deres ansøgning om at være regionale spillesteder, forventes at fortsætte som vigtige koncertsteder med honorarstøtte fra stat og kommune, oplyser Statens Kunstfond, og Susanne Madsen fortæller da også, at Tapperiet søger om honorarstøtte igen til efteråret.