Muhammad er rollemodel -og der er flere derude
Et år efter ankomsten til Hørsholm er 19-årige Muhammad i job
flygtninge i job Den første kontakt mellem Erkan Korkmaz og Muhammad Alhakim var, da Muhammad 1. marts sidste år kom til Hørsholm fra asylcentret i Sommersted i Sønderjylland, hvor han havde opholdt sig i fem måneder. Selv om Muhammad kun var 18 og kun havde været i landet i et halvt års tid, kunne han mere end de fleste: Muhammad havde været hurtig til at lære dansk og havde den vilje og motivation, der skal til for at komme videre. “Muhammad er en god rollemodel især for andre unge flygtninge. Han er et bevis på, at hvis der er en vilje til det, kan man komme ud af de sædvanlige rammer,” siger Erkan Korkmaz, indehaver af Restart, en mentorvirksomhed i Hørsholm, der hjælper Hørsholm Kommune med at håndtere de flygtninge, der kommer til kommunen. Siden 1. januar er Muhammad en del af det otte personer store team i et lønnet job. “Muhammad hjælper nyankomne flygtninge med de praktiske ting som bank, nem- ID og lignende. Og han fungerer også som tolk for dem, der taler arabisk,” fortæller Erkan Korkmaz.
Ansat uden praktikforløb
Muhammad Alhakim blev ansat i lønnet arbejde uden det obligatoriske forløb med 13 ugers praktik. “Han havde de kompetencer, vi har brug for, er selvkørende og god at sparre med. Han er her ikke, fordi jeg tænker i socialt ansvar. Han er her, fordi han er pengene værd,” mener Erkan Korkmaz. Og han er ikke den eneste.
Ros til kommunen
“Der er flere blandt de unge, helt sikkert,” siger han og roser Hørsholm Kommunes indsats. “De gør det godt og så i Muhammads tilfælde hurtigt, at han ville noget og fik ham blandt andet på et fire måneders højskoleophold med en masse danskere. Det har haft stor betydning for hans udvikling,” siger Erkan Korkmaz.