Nej til ny plan i Rønnebærparken
Flertal siger nej til stor ombygning og vil ud af Boligselskabet Sjælland
Et flertal fra Rønnebærparken sagde torsdag aften nej til at blive slået sammen med Æblehaven og dermed en stor plan om at blive helhedsrenoveret. Nu bliver det kun Æblehaven, som er den sydligste af de to store bebyggelser ved Holbækvej, der skal renoveres og have lagt lejligheder sammen via lån fra Landsbyggefonden. Rønnebærparken derimod ønsker kun almindelige forbedringer som f.eks. isolering, nye døre, vinduer og med tiden køkkener, forklarer afdelingsformand i Rønnebærparken Frank Nielsen. I Æblehaven stemte 81 for og 72 imod, mens 69 i Rønnebærparken stemte for og 113 var imod.
Fejl i afstemning
Nu er det anden gang, at beboerne skal stemme om sagen. Første gang lavede Boligselskabet Sjælland fejl i afstemningen, da de talte stemmerne i de to afdelinger samlet op, selvom de endnu ikke var blevet til en enhed. Derfor så det ud, som om beboerne havde sagt ja til sammenlægning og helhedsplan, men i virkeligheden stemte et flertal i Rønnebærparken også dengang nej. - I referatet, som bestyrelserne ikke fik lov til at godkende, før det blev sendt ud til beboerne, stod der, at vi havde stemt ja, hvilket ikke passede, siger Frank Nielsen og forsætter: - Derfor blev boligselskabet pålagt at lave en ny afstemning.
Vil ud af boligselskabet
Frank Nielsen vil i fremtiden arbejde for, at Rønnebærparken melder sig ud af Boligselskabet Sjælland. - Vi har mistet vores tillid til boligselskabet som vores administrator, når de kan finde på at bryde loven ved at lægge stemmer sammen, siger Frank Nielsen. - Vi føler desuden, at vi får trukket ting ned over hovederne på os, og at boligselskabet ikke har lyst til at tale med os. Derfor har vi fået nok nu, siger Frank Nielsen. Han forklarer, at han har erfaringer at trække på fra andre afdelinger rundt omkring i landet, der også har trukket sig ud af deres oprindelige boligselskab. - Vi kan vælge, at oprette vores egen administration eller komme under et andet boligselskab. I Rønnebærparken skal to tredjedele af beboernes stemme for en ny administrator, hvis det skal gennemføres. ag@roskildeavis.dk