Drengene, der er blevet ’deres egne’
Lærere, klubledere og familiemedlemmer kalder dem ‘deres drenge’, og stoltheden smitter. Så meget, at drengene fra Kokkedal, som for cirka halvandet år siden etablerede mikrovirksomheden ‘Smøkker’, hellere vil tale om deres virksomhed end om det, den er e
partnerskab ”Hvor lang tids reklamationsret har man?” ”Den udløber, når du træder ud af døren!” Med et bredt smørret smil sætter Mahmoud sig i kontorstolen for enden af bordet. Skubber let med fødderne i gulvet, så stolen svinger lidt fra side til side, mens han holder sit drillende blik med kunden, der lige spurgte ind til den vare, han og hans firmapartnere i dag lancerer. Produktet er linet up på langbordet midt i deres nye kontor i Codanhus i Hørsholm: En ny kollektion af de læderarmbånd, der har fået positiv opmærksomhed blandt erhvervslivets spidser ved CSR Award 2015 i Vejle, samt da programmet Mind Your Own Business, som deres virksomhed ’Smøkker’ udspringer af, fik overrakt Kronprinsparrets Sociale Pris i 2015. Mind Your Own Business er et program under Dansk Flygtningehjælp målrettet drenge i alderen 13-17 år med anden etnisk oprindelse end dansk. Gennem programmet, der har kørt siden 2010, får drengene input fra mentorvirksomheder og løbende støtte fra frivillige erhvervsfolk, såkaldte ’venturepiloter’ med det mål at etablere deres egen mikrovirksomhed. Og det var her, under Mind Your Own Business’ startworkshop i efteråret 2014, at partnerne Eren, Mahmoud, Mohammed, Yusuf, Ibrahim og Hosam blev ført sammen gennem en stavefejl – en idé om at producere smykker røg på tavlen med et ’ø’ i stedet for ’y’, og derved fødtes konceptet: Smøkker – med ’ø’ – smykker kun for mænd. Den nye kollektion, som partnerne lancerer denne dag, har udviklet sig til en model, der lettere kan bæres af begge køn. Deres firma har udviklet sig med egen hjemmeside, der lanceres om kort tid, og eget kontor stillet til rådighed af virksomheden Lehmann+Brun, der som venturepilot har fulgt mikrovirksomheden siden dens begyndelse. Og partnerne har udviklet sig. Hvad er den største forskel på jer nu, og da I begyndte? ”Nu er vi businessmeeeen!”, lyder det fra Mahmoud. Mohammed tager hurtigt over: ”Vi er blevet mere seriøse omkring virksomheden. Vi har fået så meget anerkendelse og troen på, at vi kan gøre det her,” siger han. Imens er Eren og Ibrahim fuldt optaget af at betjene kunderne. En af dem er Tilde Eschenburg, der er matematiklærer for tre af drengene på Kokkedal Skole. ”Det er fantastisk, at de har fået muligheden for at være med i det her projekt. De har rykket sig så meget fagligt gennem det her projekt. Pludselig har de fået en forståelse for, hvad de kan bruge matematik til. Og alle på skolen er jo helt vildt stolte og har fulgt med i projektet og bakket op om det,” siger Tilde Eschenburg. Dagens lancering er mildest talt velbesøgt. Familie, venner, lærere, den tidligere og nye leder af Kokkedal Ungdomsklub er her. Det tynder ud på salgsbordet, og var der blitz på gæsternes mobiltelefoner, havde de lyst om kap med selvsikkerheden i Smøkke-partnernes øjne. ”Det er vores drenge!”, lyder det flere gange fra kontorets hjørner. Men faktisk er drengene deres egne; de er seks drenge fra Kokkedal, som har brudt med det, der tegnede til at blive en negativ social spiral. Men de er også seks unge iværksættere, som hellere vil tale om det, de er i nu, end det, de er kommet fra: om deres mikrovirksomhed, som langsomt er på vej til at vokse sig stærkere. “Det var tydeligt, at det var en stor oplevelse for dem at deltage ved CSR Awards 2015, hvor de præsenterede deres virksomhed. Her sad en hel sal fuld af erhvervsfolk, som lyttede og havde interesse for deres projekt,” siger deres Peter Brun. Efter halvanden times tid med salg, snak og kram er gæsterne langsomt begyndt at sive hjem. Der lyder klask fra håndflader, der mødes i high-fives, og dunk på ryggen til farvel. Ibrahim, der har haft fast post bag salgsbordet det meste af aftenen har lige været rundt og hilse på. Da han går forbi mentoren Peter Brun, sender han ham et hurtigt blink med det ene øje. Det har været en god start for virksomhedens næste skridt. Fakta @Brod_Kortfortalt_Erhverv:‘Smøkker - Kun for mænd’ blev etableret i efteråret 2014 gennem Dansk Flygtningehjælps program Mind Your Own Business. Mind Your Own Business har kørt siden 2010, og siden er 20 mikrovirksomheder landet over set dagens lys. Ifølge programchef Maria Kavita Nielsen kører cirka seks ud af otte etablerede mikrovirksomheder videre efter projektets officielle afslutning.