Fortsæt til indhold

Arkæologer i sving ved Nordborg Slot

Der graves lige nu flere steder i kommunen. Blandt andet på det gamle borganlæg i Nordborg

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Siden den 4. april har et hold arkæologer gravet på et areal ved Nordborg Slots Efterskole, hvor skolen ønsker at opføre en hal. Da hele slotsgrunden er et fredet fortidsminde, kontaktede skolen Kulturstyrelsen og Arkæologi Haderslev.
Efter en forundersøgelse, der som ventet afslørede fundamentet til en større bygning, gik en egentlig arkælogisk undersøgelse i gang, og den forventes afsluttet engang i næste uge.
"Det er ikke så tit, man får lov at grave på et fredet fortidsminde, og det er ikke mindst spændende her ved Nordborg Slot, som ligger på et af de største borganlæg, vi har. Men arkæologisk set ved vi faktisk ikke så meget om det," fortæller ledende arkæolog Mette Sørensen.

Fra 13-1400 tallet

"Vi har blandt andet fundet et kampestensfundament, der forsætter ud mod søen, hvor det formentlig var koblet op på en ringmur, der har omkranset anlægget. Ud fra noget keramik, vi har fundet, kan vi datere bygningen til 13-1400 tallet," fortæller hun.
"Vi ved, at Hertug Hans Den Yngre opførte en tre-fløjet bindingsværksbygning på slotsgrunden engang efter 1571, og at den nedbrændte i 1665. På det massive brandlag vi har fundet, kan det være, at den bygning vi nu har fundet, er brændt ned i samme ombæring," vurderer arkæologen.
"Vi har desuden fundet en større bageovn bygget ind i banken, som vi også kan se er blevet udvidet med et stort lerlag på et tidspunkt," slutter Mette Sørensen, som dermed har kunnet øge mængden af viden, man har om det gamle borganlæg.

Der er fundet fundamentet af en stor bygning fra 13-1400 tallet, der strakte sig fra gravemaskinen og ned til arkæologerne bagerst i billedet. Foto: Svend Mikael Larsen

I gang flere steder

Arkæologer er i øvrigt også i gang i Ragebøl i forbindelse med anlæggelse af en ny busterminal, Her har man fundet keramik, masser af stolpehuller og en halv kværnsten af norsk granatglimmerskifer. Stolpehullerne er indtil videre blevet til et middelalderhus med udskud.
Et andet arkæologisk hold foretager forundersøgelser på et kabeltracet. Man er nu kommet til Asserballe og fortætter mod Fynshav. Her er der indtil nu fundet de sørgelige rester af en sløjfet dysse og konstruktionerne af et jernalderhus samt gruber.
Et andet hold er i gang med forundersøgelse af 38 fundsteder med stenalder. Disse undersøgelserne foregår fra Skakkenborg til Ulkebøl.