Fortsæt til indhold

Livet på krisecenteret i Herfølge

Yvonne Dujardin, leder af Herfølge Krisecenter, holder foredrag om krisecentrets arbejde for voldsramte kvinder og børn

Arkiv
Arkiv

Vold mod kvinder og børn er desværre mere almindeligt end mange tror. Det rammer ikke en bestemt type kvinde. Alle kvinder kan blive udsat for vold, fysisk såvel som psykisk vold, og få slået deres familieliv i stykker.
Leder af Herfølge Krisecenter, Yvonne Dujardin, har været med lige fra opstarten af krisecenteret i 1995. Børnenes vilkår har altid været i fokus for Dujardin, der også har arbejdet på et behandlingshjem for børn.
Hun holder foredrag om krisecenterets arbejde for voldsramte kvinder og børn, om dagligdagen på Hegnetslund og om at være tilknyttet som frivillig. Det første fandt sted i Herfølge tirsdag i denne uge, og torsdag den 19. maj kl. 19.00 kan man opleve hende på Borup Bibliotek. Det er gratis, men af hensyn til siddepladser, bedes man tilmelde sig på KøgeBibliotekernes hjemmeside eller til personalet på biblioteket.
I maj måned sætter bibliotekerne i hele Danmark sammen med DR fokus på kvinders sundhed, rettigheder, uddannelse og ligestilling. Temaet lægger sig op af den internationale konference Women Deliver, som afholdes i København.
"Som bibliotek kan vi berige temaet med lokale vinkler og lokale arrangementer," fortæller bibliotekar Lena Hardis.