Fortsæt til indhold

Vardekonfirmander på sjov i Esbjerg

Man behøver ikke at tage langt hjemmefra for at fejre Blå Mandag - Esbjerg kan gøre det

Arkiv
Louise Ritter

“Pølsehoooorn!”
Ringkøbing-pigerne Ida, Louise, Line og Nanna smiler stort, da SSP-konsulent Jesper Schwartz instruerer dem i at sige “pølsehorn”, når han knipser et billede af dem i sin muntre “fotobod” midt på Torvet i Esbjerg. Han kunne også have sagt det klassiske “cheese” eller makrelmad - pigerne fra Ringkøbing smiler uanset hvad i dag. De kan slet ikke lade være: Solen står højt på himlen, de er i nyt tøj fra top til tå, der er masser af penge i tasken og det er blå mandag!
Tæt ved Ringkøbing-pigerne står en gruppe drenge fra Varde. Malik, Jack, Jakob, Lucas, Sandis og Terkel er taget til Esbjerg for at fejre deres Blå Mandag. Øverst på drengenes to do seddel står både limousinekørsel og helikoptertur. Når dagen er slut har flere end 3.000 nyudsprungne konfirmander taget del i dette forårs fire blå mandage i Esbjerg. Næsten alle har de - ligesom Ringkøbingpigerne - haft et blåt kort siddende omkring halsen. Et blue action card giver adgang til over 50 tilbud og aktiviteter i hele byen - og det er så populært, at flere end 44.500 konfirmander siden kortets indtog i 1999 har fejret deres andendag i Esbjerg. Initiativet blev i sin tid taget af SSP & Forebyggelse.
“Vi startede det op i 1999 som et tiltag til at nedsætte og på sigt stoppe konfirmanders alkoholindtagelse på deres Blå Mandag, og det er lykkedes. Siden 1999 har vi kun haft ni tilfælde med alkohol ud af over 44.500 deltagere,” fortæller SSP-konsulent Morten List Christensen.

Grænsen er nået

Få meter fra Ringkøbingpigerne i den muntre fotobod står Marius, Lars, Luca, Frederik og Michael. Det er bare et døgns tid siden, at de blev konfirmeret hjemme i Toftlund i Sønderjylland. Klokken har passeret middag, og dagen har allerede budt på frokost på Sunset, lasergame og shopping.
“Det er vildt hyggeligt at være i Esbjerg, og det er dejligt for en gangs skyld at kunne gøre, hvad man vil,” lyder det i kor fra drengene, der dog på snart anden time venter på at komme ombord i bussen, der skal fragte dem fra Torvet til Fun Worlds gokartbane - og det er lidt irriterende.
“Der er ingen tvivl om, at vi har nået smertegrænsen i dag med 1.300 konfirmander i byen. Det giver meget pres på de mest populære aktiviteter, og opstår der for meget kø og ventetid på at komme til, så opstår der nemt lidt uro, så det skal vi undgå. Det gør vi også, men vi kan ikke være flere end i dag. Omvendt kneb det lidt med at holde alle aktiviteter kørende den første blå mandag i år, hvor kun 270 konfirmander var tilmeldt,” fortæller Jesper Schwartz.

Malik har ligesom så mange andre konfirmander nyt tøj på fra top til tå. Han glæder sig til en lang dag i Esbjerg med vennerne. Foto: Nina Møller