Guldfisken er ledig
Havnen nr. 21 er i gang med noget af et ansigtsløft. To investorer fra Køge tror på Køge Havn
Lige nu er håndværkerne i fuld gang med at renovere bygningen, der har huset Restaurant Guldfisken og to lejligheder. Lejlighederne på henholdsvis 100 kvm og 60 kvm er allerede lejet ud, og 15 står på venteliste.
"Vi mener, at Havnen 21 er en af de mest markante ejendomme på havnen. Udviklingen i området betyder, at det bliver attraktivt at bo og opholde sig på havnen. Vi tror på fremtiden, og derfor har vi investeret i denne ejendom," siger Johnni Pedersen, medinvestor af Havenen 21.
Johnni Pedersen og Flemming Hansen der sammen har investeret i ejendommen, glæder sig til at finde den helt rette forpagter til restauranten.
"Når vi finder en forpagter, der har lyst til at prøve kræfter med havnen, så skal restauranten istandsættes i samarbejde med forpagteren. Vi er åbne for lokale restauratører, men også kæder er velkomne," fortæller Johnni Pedersen.
Der er endnu ikke fundet en forpagter til restauranten, så har man en drøm om at starte selv, så er der mulighed for at gøre det på Havnen 21.