Bob Dylan fylder 75 år
KøgeBibliotekerne og Musikforeningen Bygningen tilbyder alle at være med til at fejre Bob Dylans 75 års fødselsdag på Teaterbygningen
Bob Dylan fylder 75 år, og det fejrer KøgeBibliotekerne og Musikforeningen Bygningen med musikforedrag og fødselsdagskage på Teaterbygningen i Køge tirsdag 24. maj kl. 19.00.
"Kom med, når musikformidler Thomas Ulrik Larsen gør os klogere på Bob Dylan. Thomas Ulrik Larsen er kendt for sine gennemarbejdede foredrags-shows, hvor fortælling, analyse og historisk perspektivering støttes af lyd, fotos og video," lyder opfordringen.
Denne aften handler om Dylans indflydelse, der rækker langt ud over musikken. Han var med til at revolutionere musikken og ungdomskulturen i 60'erne, og i dag, mere end 50 år efter, søger han stadig nye veje og muligheder: Folkemusikeren, der gik elektrisk i midten af 60'erne; Autoritetskritikeren, der blev kristen; Bohemen, der satte gang i Farm Aid i 80'erne. Sammen med publikum vil Thomas Ulrik Larsen diskutere begreber som den tidløse kunst, den langtidsholdbare kunstner, og derudover kigge på refleksioner fra senere kunstnere, der har brugt Dylan som afsæt.
Billetter til foredraget inkl. kage koster 80 kr. Ungdomsrabat for unge under 25 år: 40 kr. stk. Billetterne kan købes på KøgeBibliotekernes hjemmeside www.koegebib.dk og på biblioteket.