SmækkerLækker stryger til tops hos White Guide
Den multikulturelle restaurant sejrer
Restaurantanmeldelse Når den nye udgave af opslagsværket White Guide udkommer mandag den 23. maj, vil man kunne finde endnu en koldingensisk restaurant på listen over de nu 331 bedste restauranter, som Danmark, Grønland og Færøerne har at byde på. Det er nemlig lykkedes for spisestedet SmækkerLækker i Låsbygade at komme på den efterspurgte liste i spiseguiden. “Det er fantastisk. Det er godt for os og det er godt for Kolding,” siger køkkenchef Antonio Zouhaier fra SmækkerLækker, der dog i første omgang ikke havde det store kendskab til guiden. “Som kok er det klart at jeg bliver glad for at blive nævnt som en god restaurant. Det betyder meget for en lille restaurant, som er forholdsvis ny og som kommer med et nyt koncept i Kolding.” SmækkerLækker er en af de 99 nye restauranter, der i år bliver føjet til listen over spisesteder. På listen kan man desuden finde Sdr. Bjert Kro og Tyrstrup Kro, der er med for andet år i træk. Om udvalgskriterierne fortæller redaktør Rasmus Holmgaard i en pressemeddelelse. Vi vil nyde med krop og sjæl, men også stimuleres intellektuelt og kunstnerisk. Vi vil have professionel service, men også en afslappet, hyggelig og nogle gange sågar festlig ramme om vores måltid.”