Nu har jeg råd til andet end pasta og kylling
Studerende er glad for sit nye studiejob
Selvom du får SU, så kan det godt være svært ved at få økonomien til at hænge sammen med husleje, mad og andre udgifter.
Det var også derfor, at 19-årige Iben Knudsen, der til daglig læser international virksomhedskommunikation på SDU, registrerede sig på Beflex.
“Jeg gjorde det for pengenes skyld, så jeg kan få en bedre aftensmad, ” siger Iben Knudsen, der også har et tjenerjob, som hun fik efter mange andre ansøgninger.
Studiejobbet hos Beflex giver 600 kroner ekstra på kontoen.
“En gang om måneden er jeg er ude ved en ældre dame i fem timer og støvsuge og gøre rent,” siger Iben Knudsen.
“Det er dejligt at komme ud og gøre en forskel. Hun bliver så glad, når jeg kommer.”
Mangel på studiejobs
Andre studerende har også svært ved at finde studiejobs.
“Mine medstuderende står og mangler penge, fordi de ikke kan finde et job,” siger Iben Knudsen.
Kristian Guldfeldt, politisk ordfører for De Konservative, erkender, at Odense har en udfordring med for få studiejobs.
“Det er helt vildt, så mange studerende vi har på SDU og andre uddannelser. Det betyder, at efterspørgslen stiger på studiejobs,” siger han.
Derfor er ordføreren positiv overfor Beflex" ide.
“Selv om det ikke er studie-relevante jobs, så skal du starte et sted. Arbejdsgiverne kigger også på, at du har kunnet varetage et arbejde.”
Frem mod 2020 vil Odense Kommune og SDU Erhverv, som er sat i verden at styrke samspillet med virksomheder, skabe cirka 400 studierelevante jobs til byens studerende.
“Du afprøver teori, får et samarbejde og bliver måske tilbudt et fast job, som får dig til at blive boende i byen,” siger Kristian Guldfeldt og tilføjer:
“Men 400 er ikke nok. Derfor vil vi skabe et endnu bedre samarbejde med virksomhederne.”
Selvom det ikke er studierelevante jobs, så skal du starte et sted