Fortsæt til indhold

Ud og ind med præsterne

Domsognet restaurerer provstegården - og sælger Paul Kofoeds hus

Arkiv
Arkiv

Provsten og præsten ved Roskilde Domkirke rejser og flytter, mens Domsognets Menighedsråd har travlt med at vedligeholde og handle med de tilhørende embedsboliger. Domprovst Jens Arendt, der i 1998 afløste Karen Horsens, stopper ved udgangen af juni i år, og den 26. juni er der farvel-gudstjeneste med efterfølgende reception i Koventgården. Hans stilling er nu slået op og skal besættes. Jens Arendt er flyttet over i en af lejlighederne på hjørnet af Skolegade og Maglekildestræde, hvor den forhenværende borgmester John Iversen og hans hustru Helga på et tidspunkt boede. Imens skal provstegården så renoveres for 2,5 millioner kroner, fordi der ikke er gjort noget i mange år. Køkkenet er helt tilbage fra, da Karen Horsens blev landets første kvindelige domprovst i 1981.

Kofoed flyttet ud

Domkirkens kendte sognepræst Paul Kofoed Christiansen er samtidig flyttet ud af sin tjenestebolig på Svend Estridsens Vej 4 til en af de nye lejligheder hos Duebrødre Kloster, som er indrettet i Domsognets tidligere plejehjem på Kong Valdemars Vej. Han skal gå på pension til næste år, og har derfor ikke længere pligt til bo i en tjenestebolig. Samtidig skulle huset, der nu er solgt for 5,4 millioner kroner, have været gennem en omfattende ombygning for at leve op til nye krav om egen indgang til konfirmandstue og lignende. For at kunne passe jobbet har Kofoed nu fået kontor i Konventgården lige ved domkirken. Her er også mødelokaler og andre faciliteter, som han kan få brug for. tk

Jens Arendt er flyttet til Ll. Maglekildestræde og stopper den 26. juni i Domkirken. (Foto: Erling j.)
Domkirkens embedsbolig på Svend Estridsens Vej 4 opfyldte ikke de nye krav og er solgt. (Foto: Per Rudkjøbing)
Sognepræst Paul Kofoed Christiansen har fået kontor i konventhuset og er flyttet ind i en ny bolig på Domsognets tidligere plejehjem. (Foto: Erling J.)