Lokalplan bremser pingvinplaner
Pingvingrotten kan få lange udsigter. Lokalplan skal udvides, for at Blåvand Zoo kan gå videre med byggeriet
Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Sådan kunne man sige om de forsinkede pingvinplaner i Blåvand Zoo. Ejer Hans Hestbech fortæller, at arbejdet med pingvingraven står stille, fordi det har vist sig, at der skulle søges om en videlse af lokalplanen. I mellemtiden blev naboens grund sat til salg, og pingvinpengene er så brugt til at købe den grund, han hidtil har lejet for at have nok p-pladser i de travle måneder.
Kompliceret
Der kan vise sig at være god tid til at spare op til pingvinerne, for det kan tage lang tid at få godkendt en ny lokalplan. Hans Hestbech er dog fortrøstningsfuld, for Varde Kommune er samarbejdsvillig med hensyn til planerne om at udvide:
“Kommunen er velvilligt indstillet, men de skal jo sikre sig, at den ikke går imod Planloven. Jeg har hyret landinspektør Uffe Holm fra Landsyd til at tage sig af at søge om at udvide. Jeg presser ikke på, for vi har ikke travlt, og kommunen skal jo ikke have ballade med Skov- og Naturstyrelsen, Det vigtige er, at kommunen er behjælpelig, ” siger Hans Hestbech.
Lang vej til ny lokalplan
For at sikre den fremtidige udvikling af Blåvand Zoo, ønsker Hans Hestbech at få udvidet lokalplanområdet til også at omfatte hele arealet op til Østerdigevej.
Det kræver, at der udarbejdes en ny lokalplan for hele området, samt at der fastsættes ramme for lokalplanlægningen i kommuneplanen.
Området ligger i det, planlovens kalder kystnærhedszone. Loven siger, at nye ferie- og fritidsanlæg skal passes ind i forhold til turistpolitik, bysamfundet og større ferie- og fritidsbebyggelser. Det skal man gøre ekstra rede for til Erhvervsstyrelsen,
Hele området ligger i landzone. Der kommer to høringer i forhold til kommuneplan og lokalplan, og der skal laves miljøvurdering, blandt andet en vvm-screening af lokalplanen. Den nuværende lokalplan er fra 1995.
“Går alt vel, kan vi håbe på at få vedtaget en lokalplan, der giver ret til at bygge, før byrådet holder sommerferie i 2017”, skriver landinspektør Uffe Holm til Lokalavisen.
Hans Hestbech er klar over, at Varde Kommune har mange lokalplansager i gang, og det kan være med til at gøre, at det trækker ud.
Visioner om pingviner
Hans Hestbech peger og forklarer, at der kommer vand i “åen” rundt om en ø, hvor pingvinerne kan kravle op. Der bliver en terrasse, hvor man kan sidde og spise og kigge ned i pingvinsøen, og en svævebane fragter én over til øen. Der bliver et vandfald, og vandet skal renses i rodzoneanlæg og cirkuleres tilbage, så det bliver vandbesparende. Pingvinerne skal kunne leve i det danske klima, så det bliver Adelaide og Humboldt-pingviner, arter, der lever i Australien og New Zealand. Blåvand Zoo vil få dem fra andre zoologiske haver.
“Jeg presser ikke på, for vi har ikke travlt. Det vigtige er, at kommunen er behjælpelig,”
siger Hans Hestbech.
Billede af pingviner
Det bliver pingviner af arten Humboldt og Adelaide, som kommer til Blåvand Zoo, når pingvinområdet kan bygges færdigt. Den type pingviner vil kunne trives i det danske klima.