Fortsæt til indhold

Erhvervspris til Novo Nordisk

Onsdag overrakte C4 Erhvervsprisen 2016 til Novo Nordisk, der på alle måder fylder positivt i byen

Arkiv
Jeanette Hougaard

hæder Onsdag eftermiddag uddelte C4 Foreningen for 22. gang en erhvervspris til en virksomhed, der har udmærket sig i en særlig grad. “Det gør vi, fordi vi anerkender en virksomheds store indsats for at skabe merværdi for Hillerød,” sagde direktør Erik Helmer Pedersen på vegne af bestyrelsen, inden han afslørede, at Erhvervsprisen 2016 gik til Novo Nordisk. Og dette års prismodtager har i særlig grad levet op til kriterierne for at modtage prisen, havde bestyrelsen vurderet. Fundatsen for udvælgelsen af en prismodtager beskriver en række kriterier for udvælgelsen af en prismodtager, og her kunne direktøren konstatere, at Novo Nordisk på alle punkter levede fuldkommen op til de beskrevne kriterier. For at komme i betragtning skal en virksomhed blandt andet have udvist en særlig interessant eller bemærkelsesværdi aktivitet. Prismodtageren har også ved produktudvikling eller specialisering udviklet nye produkter, fundet nye markeder eller på anden måde medvirket til kommunens erhvervsmæssige udbygning. Endelig skal virksomheden være parat til risikovillighed og ikke mindst har prismodtageren gennem initiativ og dispositioner medvirket til at tilføre kommunen en aktivitet, der eventuelt kunne have været placeret andet steds eller helt undladt etableret overhovedet. “Det er i hvert fald også indfriet, “konstaterede Erik Helmer Pedersen med henvisning til virksomhedens volumen i kvadratmeter. I Hillerød har Novo Nordisk et anlæg på 90.000 kvadratmeter, som ligger på en 1.650.000 m2 stor grund. Her arbejder 1.900 medarbejdere og de kommende år forventer virksomheden at ansætte cirka 200 medarbejdere yderligere hvert år.

Kunst følger med hæder

C4 Erhvervsprisen til Novo Nordisk blev overrakt til direktør Erik Lorin Rasmussen. “Det er en stor ære at være her i dag og modtage prisen, både for ledelsen, men også for vores medarbejdere på vores site her i Hillerød, som hver dag gør en forskel for mennesker med alvorlige sygdomme,” sagde Erik Lorin Rasmussen med diplom i hånden. Han kunne også fortælle, at Novo Nordisk investerer 500 millioner kroner i et stort lager og to milliarder i en insulinpåfyldningsfabrik i Hillerød. “Det betyder også, at der kommer flere medarbejdere, og vi tænker at det også er godt for byen at der kommer flere til. Hillerød er en rigtig attraktiv for os, vi har et godt samarbejde med byen,” sagde direktøren og blev efter de afsluttende bemærkninger præsenteret for kunstneren Louise Lagoni, der i samarbejde med Novo Nordisk skal lave et værk til virksomheden som en del af hædersprisen. C4s Erhvervspris blev overrakt i forbindelse med C4s årsmøde og generalforesamling.