Fortsæt til indhold

Kolding Kommune bliver solsikker

Nye tiltag i institutionerne skal sikre børnene mod strålerne

Arkiv
Simon Carlson

sol Sundhedsudvalget i Kolding Kommune har besluttet, at alle institutioner skal vedtage en politik for, hvordan de vil passe på børnene, så de ikke bliver skoldet i solen. Dermed er kommunen nu er kommet med på Solkampagnens Danmarkskort over solsikre kommuner. Det er Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden der samarbejder om Solkampagnen. ”Vi er meget glade for, at kommunen er med til at solsikre børn og voksne. Hvis vi skal knække den stigende kurve for kræft i huden er vi nødt til at arbejde sammen. Vi håber, at den gratis bøllehat vil huske børnehavebørnene og deres forældre på at de skal passe på i solen,” siger Mette Meldgaard, der er programchef i TrygFonden.

Glæder lokalforening

Frivillig Palle Ranløv fra Kræftens Bekæmpelses lokalforening deler torsdag den 19. maj gratis bøllehatte ud til alle børn i Børnehaven Sønderled for at markere, at Kolding Kommune har skabt solsikre rammer for kommunens børn og borgere. Frisk luft og motion er godt og sundt for børnehavebørn. Men de mange timer udendørs gør børnene særligt udsatte for solens uv-stråling - en stråling der regnes for at være direkte årsag til op mod 90 % af alle tilfælde af hudkræft og modermærkekræft. ”Men det kan forebygges ved at følge de tre solråd; Skygge, solhat, solcreme og ved at lade være med at gå i solarium,” siger Palle Ranløv fra Kræftens Bekæmpelse i Koldings Lokalforening.

Uddeler bøllehatte

Det er ikke kun en solpolitik i børnehaverne der placerer Kolding Kommune på det solsikre kort. En lang række konkrete tiltag for både kommunens unge og ældre borgere, medarbejdere og fagpersonale er med på den tjekliste, som Kræftens Bekæmpelse har kigget nærmere på, før kommunen kunne få sin titel som Solsikker Kommune. De gratis bøllehatte deles ud den 19. maj kl. 10.00 i Børnehaven Sønderled, hvor yderligere tre daginstitutioner er inviteret.