Thomas svinger penslen
Thomas Lægaard Sørensen er med på holdet bag Fredericia Teaters ’Steam’, der har urpremiere på havnen
Fredericia Teater har urpremiere på den udendørs musical “A Midsummer Night's Steam” den 23. juni. Som noget fuldstændig nyt bliver musicalen opsat på Fredericia C - på Fredericia havn.
Scenografen er Noemí Costa. Hovedelementerne i forestillingen er 19 store containere, som stables oven på hinanden. Containerne skal forestille bygninger, og det kræver hårdt arbejde at skabe det helt rette miljø. Ikke mindst for Thomas Lægaard Sørensen, der er hyret ind til en omfattende maler-opgave. Vi møder ham i Fredericia Teaters værksted.
“Her kan du se hovedscenen, som består af nogle forskellige forretninger,” lyder det fra Thomas, der kan skrive mange titler på sit visitkort:
Blandt andet graffitikunstner, marketingkoordinator, Melodi Grand Prix vinder - måske husker du ham som 'Kølig Kaj' med Stemmen i mit Liv.
Men lige nu har han travlt med kulisserne til 'Steam'.
“I alt skal jeg vel male 30-50 meter, så det er en stor opgave. Det foregår på den måde, at jeg får nogle tegninger fra Noemí, så jeg er faktisk rimelig låst fast. Jeg skal ikke bestemme det hele - og udforme det hele. Det passer mig godt at være 'back stage',” lyder det fra Thomas Lægaard Sørensen, som tilføjer:
“For mig er det bare fedt at være en del af noget stort. Det er skide sjovt.”
Oldschool
Thomas Lægaard Sørensen placerer penslen på det store lærred - med millimeters nøjagtighed.
“Det bliver spændende at se, hvordan kulisserne kommer til at spille ind. Jeg bruger en masse tid på det, og i virkeligheden kunne jeg slække mange steder, hvor publikum ikke ville opdage det på afstand. Men jeg er stolt af Fredericia Teater og føler mig forpligtet til at gøre mit bedste.”
Fredericia Teater har tidligere gjort sig bemærket med højteknologiske løsninger i forhold til kulisser. Men 'Steam' indeholde altså også et gammeldags udtryk.
“For mig er det et vigtigt signal at sende, at man kan opbygge ting med pensel og maling. Det her er mega old school, og det passer til forestillingen. I New York i 50'erne og 60'erne var der ikke graffiti, som vi kender det i dag,” siger kunstneren, der sjovt nok håber, at publikum ikke lægger mærke til hans 'værk'.
“Kulisserne må ikke stjæle billedet, så jeg håber, at publikum blot ser dem som en del af forestillingen. Hvis nogen siger: 'Jeg så slet ikke kulisserne', så er det helt perfekt,” smiler Thomas Lægaard Sørensen.