Havnens P-hus klædes i pels af grønt
Byggeriet af P-huset på Byens Havn går i gang i næste måned. Ud over at skabe plads til 385 biler under tag, så skal huset også fungere som en visuel oplevelse
P-huset på havnen bliver ikke bare endnu et kedeligt parkeringshus. For selv om det skjules af et planlagt kollegium, så lægger den valgte løsning op til en visuel oplevelse, der med sine hængende beplantning vil afspejle årstidernes gang og skabe grobund for insekter og fugleliv.
Forår og efterår
Helt i tråd med de arkitektoniske takter i Frank Gehrys masterplan for Byens Havn, så bliver der nemlig tale om en organisk løsning, en bygning klædt i grøn pels. Væggene bygges op af gitre i cortenstål, der tjener som klatrebund for løvet, og hvor den naturlige rustrøde farve matcher lokalplanens krav om brug af varme nordiske farver. I gårdfacaderne ud mod kollegiet indbygges fremskudte plantekasser, hvorfra slyngplanter med varierede blomstringsperioder vil dække større felter og sørge for farveoplevelser fra forår til efterår.
"Der vil være pæn plads inde bag ved. Vi har haft kollegierne inde over i udvælgelsen af byggeriet, så vi er nået frem til noget, som virkelig er en god kombination af beboelse og det sted, hvor man kan parkere sin bil," siger formand for teknisk udvalg, Frode Sørensen.
Den femte facade
Kronjuvelen er den såkaldte femte facade, der dog ikke er bevilget penge til endnu, men fremstår som en option. Den femte facade er tagdækket, der vil kunne opleves fra sygehuset, det kommende hotel og de højtbeliggende lejligheder i Helgolandsgade. Ifølge planen kan det indrettes til bypark med boldanlæg, skaterbane, områder med grønne anlæg og en fri plads, der er under spidsbelastninger kan bruges som ekstra parkeringspladser, men ellers er udset som flade for Sønderborgs største street maleri, der skal kunne udvælges gennem borgerinddragelse. Den nordre væg er udset til klatrevæg i denne løsning.
P-Huset vil således ud over at afgrænse baggården til det kommende kollegium, indgå som en visuel og funktionel oplevelse for kollegiets beboere, som vil få direkte adgang fra gården til taghaven gennem en ydre trappe, hvis denne option altså tilvælges. En del af P-huset vil under alle omstændigheder blive reserveret til cykelparkering for både kollegiet og eventuelle besøgende til taghaven.
Skrænten skal lige flyttes
Byggeriet er budgetteret til 38 millioner kroner. Startskuddet er juni, hvor arbejdet med at flytte 25.000 kubikmeter jord går i gang. En stor del af den nuværende skrænt på stedet skal nemlig fjernes for at give plads til P-hus og kollegium. Det bliver et gigantisk jordprojekt, som kræver at op til 2.500 lastbiler lægger ryggen til med deres lad. Trafikken ledes via Nordre Havnevej, så den tunge trafik generer områdets beboere mindst muligt. P-huset er planlagt til at kunne modtage sine første biler i juni 2017. Det er endnu ikke besluttet politisk, om der skal opkræves afgift for at benytte P-huset.
Totalentreprenør er CG Jensen og arkitekterne er Ravn Arkitektur og Møller & Grønborg.