Da Muhammads mobil blev dansk
Det første, han gjorde, var at skifte mobilsproget til dansk. “Jeg skal bare have den her nye kultur,” siger den 19-årige syrer
flygtninge i job Det første, 19-årige Muhammad Razi Alhakim gjorde, da han ankom til Center Sandholm den 28. september 2014, var at skifte sproget på sin mobiltelefon til dansk. “Kommer man til et nyt land, er der en anden kultur. Der er meget stor forskel. Så jeg sagde til mig selv: Jeg skal bare have den her nye kultur.” Muhammad kom til Hørsholm for lidt over et år siden, taler tæt på flydende dansk og har hver dag et job og en løn at stå op til. Siden 1. januar har han nemlig været ansat i mentorvirksomheden Restart i Hørsholm. Her bruger han sine egne erfaringer som flygtning til at hjælpe andre, der kommer til byen.
Hårdt for de ældre
“Det især unge, der kommer til mig og spørger: Hvordan gør vi det her?” fortæller Muhammad, der oplever stor forskel på, hvordan unge og ældre klarer det at komme til et nyt land. “De ældre tænker altid på deres familie. Det er hårdt for dem. Unge har ikke så meget at tænke på,” konstaterer han. I Restart beskæftiger Muhammad sig primært med at introducere flygtninge til praktiske ting som bank, nem-ID, og hvad der ellers skal til for at få en hverdag i Danmark til at fungere.
Lyttede og lærte
Muhammad Alhakims ophold i Sandholm blev rekord-kort. Efter bare en time kom han videre til Helsingør, og efter yderligere tre dage dér kom han på asylcenter i Sommersted i Sønderjylland. “Jeg brugte meget tid på at lytte og lære og lave noget, gik meget over på kontoret. Efter en måneds tid havde jeg lært så meget dansk, at jeg frivilligt kunne hjælpe til med blandt andet at oversætte,” fortæller Muhammad Alhakim. Han var 16, da hans far besluttede, at Muhammad og hans søster skulle ud af landet. Via Libanon kom de til Iran. Var der i et halvt år. Kom så til Tyrkiet i et år - og fra Tyrkiet med båd til Grækenland og derfra videre op igennem Europa til Danmark. Muhammad vidste fra begyndelsen, at Danmark var målet. “Jeg havde familie her, en faster og nogle fætre her på Sjælland. De fortalte om landet. Så det var her, jeg ville hen,” forklarer Muhammad Alhakim.
Generet af politiet
Han gik i det, der svarer til 2. G i et gymnasium i Syrien, da hans far bestemte, at det var bedst for søn og datter at komme ud af det borgerkrigshærgede land. Familien var ifølge Muhammad kendt som modstandere af Assad-regimet, og han har flere gange på egen krop oplevet at blive generet af politiet. “Jeg blev stoppet på gaden, skulle stå ret op ad en mur i en time eller mere, blev slået. Jeg var bange og usikker på, hvornår det ville ske igen. Og da politiet en dag ringede hjem til os, hvor jeg ikke var hjemme, fik min far nok og bragte os ud af landet,” lyder Muhammad Alhakims beretning. Faderen og søsteren er i dag i Tyskland, mens moderen og hans små søskende på 13 og 8 år fortsat er i Tyrkiet og venter på familiesammenføring.
Højskolen rykkede
En nøgleoplevelse for Muhammad var et fire måneder langt ophold på Grundtvigs Højskole i Hillerød fra august til december sidste år. “Vi var 90 elever, kun tre fra Syrien. De fleste danskere og så også nogle amerikanere. Jamen, jeg skulle jo tale dansk hele dagen,” fortæller Muhammad, der fortsat har de venner, han fik på højskolen. “Du får mere respekt, når du taler dansk til danskere. Det er bare det vigtigste af alt at lære sproget,” slår han fast. I sin første tid i Hørsholm kom han meget hos Restart og virksomhedens mentorer, som han sætter stor pris på. “De var der for mig dag og nat,” fortæller han. Senere fik han et fritidsjob i virksomheden, som han passede efter sin skolegang på VUC. Det er han dog stoppet med, fordi han ikke mener, der var udfordringer nok. Muhammad har nu planer om at fortsætte i jobbet hos Restart. Han vil så efter sommerferien begynde at tage HF-kurser og regner med, at han med en kommende HF-eksamen kan læse til ingeniør.