Fortsæt til indhold

Odense Kommune får millionregning

Renovering af boliger står til at koste Odense Kommune 16 mio.

Arkiv
Daniel Rasmussen

En ekstraregning på 16 millioner kroner for renovering af en række boligforeninger står til at lande hos Odense Kommune.
Regningen kommer, fordi Landsbyggefonden ifølge By- og Kulturforvaltningen har indført en ny praksis, som betyder at kommunen skal betale en del af regningen for renoveringen af en række ejendomme i Odense.
Den første boligforening i rækken, som skal renoveres med kommunal medbetaling er Kristiansdal. Her skal afdelingen i Dianavænget i Odense S renoveres for i alt 310 millioner kroner.
Ud af det skal Odense Kommune betale 400.000 kroner. Den samlede regning for Odense Kommunes bidrag til alle de kommende renoveringer i boligforeningerne i byen løber formentligt op i 16 millioner kroner.
Det fremgår af referatet fra mødet i By- og Kulturudvalget den 26. april.

Principielt imod

By- og Kulturrådmand Jane Jegind (V) undrer sig over udsigten til en ekstraregning.
“Jeg synes, det er forunderligt, at de på den måde sender en ekstraregning videre til os, uden at vi har nogen indflydelse på det,” siger Jane Jegind (V).
Hun mener ikke, at kommunen skal bidrage til at betale for renoveringen i private boligforeninger.
“Skatteborgerne i Odense skal ikke skyde penge i det,” siger hun.
Det synspunkt får hun opbakning til fra de Konservatives Lars Havelund.
“Det er 16 millioner, som vi kunne have brugt på at vedligeholde vores egne skoler, som vi nu skal bruge på at renovere folks private boliger,” siger han.

Sagen skal undersøges

Frygten for at kommunen skal blive ramt af en ekstraregning fik Jane Jegind (V), Lars Havelund (K) og Pernille Bendixen (DF) til at stemme imod godkendelse af en helhedsplan for Dianavænget, som er nødvendig for at renoveringen kan gå i gang.
Socialdemokraternes Anders W. Berthelsen er også overrasket over udsigten til en mulig ekstraregning. Han vil have undersøgt, hvad der er årsag til det, men han vil ikke være med til at bremse renoveringen af boligerne i Dianavænget.
“Vi må tage kampen om, hvor meget kommunen skal betale sideløbende. Det skal beboerne i Dianavænget ikke vente på,” siger han.
Han brugte derfor sammen med Brian Dybro (SF) og Per Berga Rasmussen (El) den såkaldte standsningsret, hvilket betyder at byrådet skal tage stilling til sagen på et kommende møde.