Fortsæt til indhold

16 borgere knokler forud for byfest

Arkiv
Arkiv

Lokalt og socialt engagement er kodeordet, når 16 lokale Kirke Hyllinge borgere i disse måneder mødes intenst for at planlægge dette års byfest, som finder sted den 18. juni på pladsen foran hallen i Kr.hyllinge.
Arbejdsgruppen består af repræsentanter for byens børnefamilier, voksne, erhverv og skoler. Det er med andre ord et godt team, der sammen vil fastholde den nu tre år gamle tradition om at fejre byen og skabe sammenhold og liv, nærmere bestemt et 'Vores Sted'.
Arbejdsgruppen blev oprindelig dannet på baggrund af et borgermøde, som Kr. hyllinge Byforum afholdt i efteråret 2015. Der arbejdes hårdt på at inddrage det lokale erhverv, og man opfordrer alle i idrætten, kulturlivet og private til at byde ind med aktivteter og underholdning på dagen.
”Det kan være en kamp at finde sponsorer og frivillige, men vi giver ikke op så nemt,” lyder det blandt andet fra gruppens repræsentanter i en pressemeddelelse.
I år har byfestgruppen valgt at holde byfesten en enkelt dag. Der får den til gengæld alt, hvad hjertet kan begære. Der afholdes loppemarked, der er hoppeborge, hønseskidning, mulighed for at vinde en halv gris, en stor Tombola og underholdning for børnene med Palle Pirat og Skatteøens hemmelighed.
Byfesten afsluttes om aftenen i Kr.hyllinge Hallen med en kæmpe fest for de voksne med spisning og underholdning med blandt andet Peter og De Andre kopier og Mark le Favré.
Der vil i år være mulighed for børnepasning i forbindelse med aftens fest, der kun er for voksne.
Man kan læse mere om dagens program og bestille billetter til aftenens fest via Byforums hjemmeside www.forum4070.dk