Fortsæt til indhold

Giv mountainbiken en udfordring på Nordals

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

En gruppe fra E' Svenstruplaug har arbejdet ihærdigt på at få etableret nogle mountainbike-ruter på Nordals. Nu er to af dem klar til åbning, og derfor er alle velkommen til snoreklip den 22. maj kl. 10.
Ideen til at etablere ruterne opstod på et møde i E' Svenstruplaug, og der blev hurtigt fulgt op på ideen. En arbejdsgruppe blev nedsat, og den trak straks i arbejdstøjet.
Arbejdsgruppen med Tanja Herum, Børge Jørgensen, Peder Holme og Agnes Nielsen fra lauget samt Niels Warming fra landdistriktssekretariatet har i vinterens løb lagt energi i at etablere nogle smukke men også udfordrende ruter i Nørreskoven og Bittenlunden bag ved Danfoss. Ruterne er placeret i samråd med lodsejere, Sønderborg Kommunes stigruppe og Vej&Park samt Skov- og Naturstyrelsen.
"Det har været en lærerig proces med udfordringer undervejs, men resultatet er blevet godt. De første to ruter er testet og skiltet på behørig vis ved hjælp af frivillige, og nu er vi i gang med at finpudse og få lagt kort på de digitale medier," fortæller formand for E' Svenstruplaug, Agnes Nielsen.

Borgmester med saks

Ved den officielle åbning vil borgmester Erik Lauritzen føre saksen, og han får selskab af andre prominente personer fra lokalområdet. Stedet er Himmark Strand på Skærveagervej, hvor alle tre ruter vil få deres udgangspunkt.
"Vi håber at se mange gæster og tror på, at mountainbikeruterne vil være med til at give vores turister og lokale borgere nogle dejlige cykel- og naturoplevelser. Vi synes, de nye ruter spiller godt sammen med kommunens intentioner om at blive førende cykelkommune og med planerne for skabelsen af et dejligt ferieresort på Nordals," siger Agnes Nielsen.
På de digitale platforme bliver der gjort opmærksom på f.eks. seværdigheder og hvilepladser undervejs, og alle ruter kan nydes af alle – uanset om man er til cykling med hygge eller fart.