Fortsæt til indhold

Sofie Berggreen fortsætter stimen

Arkiv
Arkiv

Guldet regner fortsat ned over 'Guldkysten' og senest er det Sofie Berggreen fra Esbjerg Taekwondo Klub, der fortsætter med at imponere udi de tekniske discipliner.

Ved det internationale taekwondostævne Berlin Open stillede Sofie Berggreen op i tre discipliner - og den unge esbjergenser gjorde endnu en gang sit til, at Esbjerg Taekwondo Klub kom på podiet. Sofie Berggreen kom således hjem fra Berlin med to guldmedaljer samt én sølvmedalje, hvilket er yderst imponerende.

Endnu mere imponerende er det faktisk, at det er anden gang på blot en måned, at Sofie Berggreen deltager ved et stort stævne i Tyskland med flotte resultater til følge. I begyndelsen af april deltog Sofie ved “1st President's Cup” i Bonn, hvor hun stillede op i tre discipliner, hvilket resulterede i tre guldmedaljer.

Ved samme lejlighed blev Sofie Berggreen forhåndsudtaget til Taekwondo Poomsae (Teknik) EM 2017, og hun håber nu på at blive udtaget til at repræsentere Danmark ved VM, der finder sted senere på året i Peru. Flot gået af den unge kvinde fra Esbjerg.