Så tager de cyklerne frem
I Middelfart kan du opleve en udstilling, der sætter fokus på cyklens udvikling, cykelkultur og cykelproduktion
Middelfart Museum tager cyklerne frem i årets sommerudstilling og sætter fokus på cykelfabrikation og cykelkultur i Middelfart fra 1860"erne til i dag.
Udstillingen fortæller blandt andet om cyklen som arbejdsredskab, transportmiddel og motionsform.
Middelfart var med helt fra cykelhistoriens begyndelse. Udstillingen fortæller historien om landets første cykel, der blev fremstillet af en lokal snedkermester, Peter Theodor Petersen. I 1869 præsenterede han en cykel på tre hjul. Den mindede lidt om en lille hestevogn. Han lavede kun et eksemplar, der endte på et loft i byen. I 1950'erne kom den på Danmarks Tekniske Museum, der venligst har udlånt klenodiet til den lokale udstilling.
Udstillingen indeholder også viden om cykeleventyret i Nørre Aaby, hvor fabrikken ”Grand” udviklede sig til en af landets største cykelproducenter. I 1909 producerede fabrikken 1.500 cykler om året - set med datidens øjne en ekstrem stor produktion. Den blev overtaget af SCO i 1955, og produktionen i Nørre Aaby fortsatte frem til 1997, hvor fabrikken lukkede.
Udstillingen ”På cykel i Middelfart” kan ses i Algade 8 frem til den 22. oktober 2016. Åbningstid: tirsdag til lørdag klokken 11-17.