Fortsæt til indhold

EUC Syd gør Danfoss konkurrencedygtig

Tre uddannelseskonsulenter fra EUC Syd underviser Danfoss" timelønnede medarbejdere i forretningsforståelse, innovation, kvalitet og effektivitet

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Det er ikke sikkert, at Danfoss' produktionsmedarbejdere har hørt om De Seks Tænkehatte eller Buckingham Lean Game, men det er ikke desto mindre nogle af de elementer, der indgår,i de kurser, EUC Syd afholder for Danfoss.
På 13 dage kommer medarbejderne igennem tre forskellige kurser, der dels lærer dem om innovation og forretningsforståelse og giver dem helt konkrete værktøjer til at arbejde med kvalitet og effektivitet i deres hverdag. På kurserne får medarbejderne en forståelse for, hvordan de selv kan bidrage til, at Danfoss også i fremtiden er konkurrencedygtig og har kunderne i centrum.
Når EUC Syd underviser Danfoss' medarbejdere, så er det med fokus på, at undervisningen har et praksisnært indhold. Medarbejderne skal have stoffet ind under huden og afprøve det i deres hverdag, så viden og praksis ikke kun bliver på kurset men kommer ud i selve virksomheden. Derfor har EUC Syd og Danfoss en meget tæt kontakt i udvikling og afvikling af kurserne. Uddannelseskonsulenterne kender medarbejderne og oparbejder en relation til den enkelte. Samtidig får uddannelseskonsulenterne en forståelse for de problemstillinger, medarbejderne kommer med og kan hjælpe den enkelte til at løse problemerne på nye måder.

Ledelsen bakker op

Når Medarbejderne har gennemført deres kursus, fremlægger de deres projekter og deres nye gode idéer for op i mod 20 forskellige ledere fra Danfoss. Ideerne spænder vidt, fra hvordan Danfoss kan blive mere produktiv, til hvordan de opnår en større effektivitet eller bliver mere konkurrencedygtige. Der bliver lagt et stort engagement hos deltagerne men i lige så høj grad hos ledelsen fra Danfoss, som tager medarbejdernes initiativer meget alvorligt, og mange idéer er allerede gennemført.
"Vi skal have omkring 2.000 medarbejdere igennem kurserne, og vi gør det for at opkvalificere vores medarbejdere rent kompetencemæssigt til gavn for både dem selv og Danfoss. Derfor er vi helt naturligt interesseret i at se, hvad de har fået ud af kurserne og høre om deres erfaringer," siger Uddannelseschef fra Danfoss, Michael Risager Nørgaard.

To Danfoss medarbejdere på kursus. (Privatfoto)

Lyst til uddannelse

Medarbejderne giver udtryk for, at kurserne har stor værdi for dem, og de får nogle kvalifikationer, de kan bruge i hverdagen. Hvor mange måske ikke tidligere har haft tanker på at videreuddanne sig, så har de nu fået blod på tanden til at opkvalificere deres kompetencer.
"Når jeg taler med vores forretningsenheder eller kigger på evalueringerne af kurserne, så er der flere medarbejdere, som beretter om, at de overvejer at gå i gang med at videreuddanne sig," siger Michael Risager Nørgaard.

På kursus i kvalitet

Hos Danfoss Drives i Gråsten er medarbejderne lige nu på kursus i 'Kvalitetsbevidsthed ved industriel produktion'. Her diskuterer medarbejderne, hvordan de ser kvalitetskulturen hos dem selv, og hvilken betydning det har for den enkelte kunde, hvis kvaliteten ikke er 100 procent i orden. Deres diskussion har et udspring i de konkrete serviceaftaler, Danfoss har med deres samarbejdspartnere og kunder.
"Vi prøver at gøre kurserne så praksisnære og relevante som muligt. Det er vores erfaring, at jo mere mening det giver i den enkeltes dagligdag, jo mere ny viden tager deltagerne med hjem og benytter aktivt," siger uddannelseskonsulent ved EUC Syd, Tanja Thuesen.
De procesorienterede kurser skal i sidste ende give den enkelte medarbejder kompetencer inden for både forretningsforståelse, innovation, effektivitet og kvalitet. Det kan uddannelseskonsulenterne ikke sikre alene. Derfor har de et tæt samarbejde med Danfoss, som bidrager med oplægsholdere. Det kan være en indkøber, en fra salgsafdelingen eller en økonomiansvarlig, som kommer forbi for at give medarbejderne en idé om, hvordan de arbejder med forretningsforståelse og innovation. Det afliver nogle myter og fjerner 'os og dem' tankegangen, fordi de forskellige medarbejdertyper sammen diskuterer emnerne.

En god forretning

Kurserne er AMU kurser, der er tilpasset den virkelighed, som ledelse og medarbejdere oplever. Det betyder, at EUC Syd også kan tilbyde de enkelte kurser til andre virksomheder. Undervisningen foregår i arbejdstiden, hvilket indebærer, at den enkelte virksomhed kan modtage VEU godtgørelse for medarbejderen. VEU godtgørelsen er en løntabsgodtgørelse, der svarer til 80 procent af dagpengesatsen.
"Vi ser de her kursusmuligheder som en oplagt mulighed for virksomheden. Deltagerbetalingen pr. medarbejder er forholdsvis lille, fordi virksomheden kan ansøge om VEU godtgørelse. Hver eneste gang vi afholder et kursus for en virksomhed, så har vi først haft en indledende snak med virksomheden, hvor vi finder ud af, hvilke behov de har, og hvordan vi kan løfte medarbejderen rent kompetencemæssigt," slutter Tanja Thuesen.