Fortsæt til indhold

De vil løbe monsterdistance til Stafet For Livet

Løbetrioen er overbevist om, at de nok skal nå det ambitiøse mål

Arkiv
Danni Paulsen

Et døgn. Tre løbere. Ti maratonløb.
Sådan lyder de vilde måltal, som Thomas Andersen, Thomas Steenberg og Helle Poulsen har sat sig, når de lørdag snører løbeskoene og deltager i den sjette udgave af Stafet For Livet i Odense.
Eller sådan troede de, tallene lød, men da vi møder de tre motionister på Dyrskuepladsen, hvor velgørenhedsarrangementet løber af stablen, har de lige fået at vide, at de skal regne med to timer mindre - altså 22 timer - til at nå den enorme distance.
For Stafet For Livet varer godt nok et døgn, men det indbefatter åbnings- og afslutningsceremoni samt en lysceremoni, hvor der tændes lys for alle de, der har tabt kampen til kræften. Og herunder løbes der ikke.
“Der gør det da lidt mere presset, for vi kunne nok løbe 20 kilometer hver på den tid. Men vi skal nok klare det,” lyder det optimistisk fra trioens mest garvede løber og alderspræsident Thomas Steenberg på 44 år.

En gimmick

Alle tre er rutinerede løbere, som har løbet lange distancer, og det, tænkte de, kunne bruges til at lave denne gimmick.
”Vi håber, det kan hjælpe med at skabe lidt mere opmærksomhed omkring Stafet For Livet, så odenseanerne måske vil være med,” siger 38-årige Helle Poulsen, som bor sammen med Thomas Steenberg.
Derudover er målet selvfølgelig også at få løbet nogle penge ind til arrangøren, Kræftens Bekæmpelse.
For hver kilometer sponserer det odenseanske konsulentfirma Public Intelligence ti kroner til ildsjælenes hold, “Hold Fast”, som består af over 30 deltagere.
”Jeg mistede en svigerfar for et par år siden, og jeg har en studiekammerat, der kæmper mod kræften lige nu. Derudover har jeg en god ven, hvis barn har leukæmi. På den måde har jeg haft kræft tæt inde på livet, så vi håber da, det kan blive til et fint bidrag til den gode sag,” siger Thomas Andersen, som forventer meget få, korte pauser under løbet, så kroppen undgår at blive kold.
De tre motionsløbere er dog enige om, at den største udfordring bliver at få nok mad og drikke, hvis de kan undgå skader og maveproblemer.
”Normalt har vi folk til at hjælpe os undervejs, så vi kan holde os i gang, men her skal vi selv stå for at få energi til kroppen. Det lyder måske ikke svært, men man kan være tilbøjelig til at glemme det, når man er træt. Så tænker man ikke altid helt klart,” forklarer Thomas Steenberg.
Sidste år havde stafetten 960 betalende deltagere fordelt over 31 hold. Overskuddet var 320.000 kroner.
I år forventes lignende antal hold og deltagere, og man håber på en lille stigning i overskuddet, da det har været tilfældet de andre år.