Torvesnak

Søndag aften en junidag i 2015: Solen bagte ned over torvet i den franske by Ribeauville, og en lille dreng tog mor under armen og langsomt gik de hen til fontænen midt på torvet.
Omkring torvet lå de smukke gamle huse med bindingsværk. De var holdt i alverdens bløde farver, og på gadeplan lå caféerne skulder mod skulder.
Her spiste folk frølår og drak hvidvin og snakkede lystigt. Jeg så det hele, for hotellet lå lige ud til torvet. Vi var på sommerudflugt til Alsace, min kæreste, datter, mor og far og så mig. Bilen havde bragt os derned, og nu var vi så der midt i det franske. Midt i sommervarmen ved en af byens torve.
Og nok det smukkeste torv, jeg i mine 46 år har set. Det var smukt, fordi det var gammelt. Renoveret løbende, ja sikkert nok, men historiens vingesus var lige så nærværende, som storkene over os,
Sådan et smukt torv er verdensklasse. Det kan føre folk ud i forskellige retninger, men det kan først og fremmest samle. Et torv er stedet, folket skal samle sig, men det er ikke altid det lykkes.
Lørdag eftermiddag en majdag i 2016. Solen bagte ned over Midtpunktet i Vejle. De mange paraplyer skygger sådan delvist ned over den smalle gade, der vel godt med god vilje kan kaldes et torv. Eller måske nærmere en plads.
Her er der fyldt med mennesker, som sidder udenfor og nyder livet over en kop kaffe eller en kold hyldeblomstsaft med ekstra isterninger.
Det er en ny plads. Den har ingenlunde mange hundrede års historie at trække på, som det smukke torv i Alsace, men den har på sin egen måde lige så meget sjæl. Skabt og former ved at en fik en idé om paraplyer på wirer over hovederne, og langsomt er der kommer flere og flere caféer, spisesteder og andet til.
Et torv skal samle folk. Det er ganske enkelt dets vigtigste rolle. Det er derfor, det i tidernes morgen blev skabt, men det kan godt knibe i ny og næ.
Et af Vejles smukkeste torve er Kirketorvet. Den har en lang historie bag sig som byens samlingspunkt. Her har vejlenserne mødt hinanden, snakket, flirtet eller skændtes og helt sikkert handlet, men torvet står meget tomt hen nu til dags.
Vejlenserne finder ikke længere dertil, også selvom det kun er 100 meter fra gågaden.
Men havde det været der, at der havde været mange caféer og spisesteder samt farvestrålende paraplyer over hovederne, jamen, så havde man såmænd nok bare fundet derhen og nydt en stund blandt andre mennesker.
Torve og pladser er ikke længere samlende, bare fordi de er byens midtpunkter. Man samles på sociale medier nu til dags, så skal et torv være fyldt med liv, må man selv skabe rammerne til det.
Hvis det smukke torv midt i Give her om sommeren havde udendørs servering under store parasoller eller grønne træer, ville der givet være mere liv på torvet. I hvert fald vil det ligne noget fra en lille charmerende britisk by, og den slags elsker turister og andet godtfolk.
Eller hvis der ved Søndertorv i Vejle ved juletid blev lavet et vaskeægte tysk julemarked med mange små boder og et lille tivoli, samt en svømmebassin i åen og servering fra en flodpram om sommeren, jamen så ville der sikkert også være mere liv på større dele af den store plads.
Vi mennesker elsker et godt torv eller en god lille plads midt i byen, hvor der er liv og afslappethed.
Men vores sanser skal forkæles, før vi stopper op og gør torvet til et samlingssted.