EDC butikker i Fredericia bliver en del af EDC Domus
Fremover vil du møde EDC butikkerne i Fredericia under navnet EDC Domus / Møller Christensen. Indehaver af EDC Møller Christensen & Søn, Ole Møller Christensen, har valgt at lade sin butik blive en del af EDC Domus koncernen.
EDC Møller Christensen & Søn ligger i Købmagergade, men alle medarbejdere er nu rykket op i EDC Domus" lokaler i Danmarksgade.
Butikken i Købmagergade vil fortsat fungere som EDC udstillingsbutik, men al kundebetjening vil ske fra Danmarksgade 4C.
"Gennem nogen tid har jeg overvejet, hvad jeg kunne gøre for at styrke butikkens salg yderligere og gøre den endnu mere effektiv og sikre et smidigt generationsskifte," siger Ole Møller Christensen i en pressemeddeelse.
"Mine overvejelser er primært gået på at styrke salget gennem fremskaffelse af flere købere og styrke EDC"s position i Fredericia. Derfor har det været naturligt at rette henvendelse til EDC Domus, som jeg har haft et godt samarbejde med i mange år. Vi har delt køberdatabase med EDC Domus de sidste 11 år," fortæller Ole Møller Christensen.
Stor glæde
Hos EDC Domus er der også glæde over, at det er lykkedes at samle de to butikker under samme ejerskab.
"Fremover har vi mulighed for at skærpe vores profil yderligere, og det er en stor glæde for os, at Ole Møller Christensen fortsætter hos os i forhåbentlig mange år," udtaler indehaver af EDC Domus, Johs. Andersen.
"Ole Møller Christensen er 3. generation i Danmarks ældste mæglerbutik, som er ikke mindre end 85 år gammel, og Ole"s erfaring og kendskab til Fredericia, er klart en styrkelse af vores position. Fremover vil vores team på i alt seks medarbejdere kunne yde en endnu bedre service for vores mange kunder, så vi også fremover vil have Fredericia"s bedste kundetilfredshed blandt ejendomsmæglere."
I forbindelse med sammenlægningen indtræder daglig leder af EDC Domus, Hasse Andersen gennem 9 år, og Henrik Gertz som medindehavere af EDC Domus butikken i Fredericia. Både Hasse og Henrik har begge haft skolegang i Fredericia, og er begge bosiddende i byen.
EDC Domus er Trekantområdets største ejendomsmæglervirksomhed med fem afdelinger fordelt i alle de store byer i Trekantområdet, henholdsvis Vejle, Fredericia, Kolding, Middelfart samt Børkop & Brejning.