Fortsæt til indhold

Alle kan være med til Stafet for Livet

Lørdag er der Stafet for Livet i Esbjerg. Håbet er, at mange vil hoppe med på det åbne hold

Arkiv
Louise Ritter

En god sag Lørdag kl. 11.00 går starten for femte gang til Stafet for Livet i Esbjerg. Præcis som tidligere år er det Veldtofte Idrætspark, der lægger græs til arrangementet, der år for år er vokset i både størrelse og resultat - til gavn for kræftsforskningen.

“Vi skal over millionen i år. 1,2 er mit bedste bud, men vi hører fra de mange holdkaptajner, at det er blevet meget sværere at få rundesponsorater i år end tidligere,” siger Stafet for Livets formand i Esbjerg, Søren Andersen.

Når han alligevel udviser stor optimisme og tro på, at resultatet kan blive små 300.000 højere i år, så bunder det i høj grad i, at deltagerantallet ser ud til at have fået et anfald af vokseværk. Med godt en uge til stafetstart i skrivende stund runder deltagerantallet lige straks de 2.579 deltagere, som var med sidste år - og erfaringen er, at rigtig mange kommer til i de sidste dage.

“Jeg tror, at vi ender på omkring 3.200 deltagere. Vi ved fra tidligere år, at mange lige ser vejret og øvrige planer an, inden de tilmelder sig,” siger Søren Andersen, der har et stort håb om, at stafettens åbne hold for alvor vil få vind i sejlene i år.

“De senere år har vi haft en fornemmelse af, at rigtig mange kigger forbi på pladsen og syntes, at det er rigtig hyggeligt, men de deltager ikke på banen, og dem vil vi rigtig gerne have fat i med budskabet om, at blot kan tilmelde sig det åbne hold, når man ankommer og på den måde være med. Det er altså intet krav, at man i forvejen er tilknyttet et hold for at bidrage til den gode sag,” siger Søren Andersen, der også har sørget for et telt til det åbne hold, hvor der kan hviles eller slet og ret bare hygges - det er nemlig også en meget væsentlig del af Stafet for Livet.