Fortsæt til indhold

Borgerligt viet i den gamle Højerup Kirke

Det er helt unikt, når både danske og udenlandske par siger ja til hinanden ved en borgerlig vielse i den gamle Højerup Kirke ved Stevns Klint

Arkiv
Af Katrine Thorlund

Rød løber, blomster, lys, udsigt ud over havet, og manden du elsker. Det er synet, mange brude kan se frem til, når de glider op af kirkegulvet i den gamle Højerup kirke på Stevns Klint. Kirken er 850 år gammel, og i 1928 styrtede koret i havet, og efterlod frit udsyn til det brusende hav.
Grethe Ahrensbach er bryllupsarrangør og den ene af tre partnere, der driver Magical Weddings.
Grethe Ahrensbach arrangerer borgerlige vielser i den gamle kirke, og har speciale i udenlandske brudepar.
"Det er en fantastisk kirke og enormt romantisk. Kirken er 850 år gammel, og når du åbner ud til balkonen, har du havet i baggrunden. Mange af de udenlandske brudepar vil meget gerne have billeder ved havet. Hvis du bor midt inde i Tyskland, så er det ret specielt at være ved havet," fortæller Grethe Ahrensbach.
I Danmark er det nemt for udenlandske par at blive borgerligt viet, og derfor kommer en del par herop for at fejre kærligheden.
"Danmark er verdens nemmeste land at blive gift i, og mange bliver måske gift af praktiske årsager. Hvis en tysk mand har en thailandsk kæreste, og de gerne vil søge opholdstilladelse, så er det nemmere at gøre, når man er gift. I Tyskland er det noget sværere at blive gift, og derfor er det hurtigere at tage til Danmark," forklarer Grethe Ahrensbach.
Alle der ønsker at blive viet i et rum udover det sædvanlige, kan blive viet i Højerup Kirke. Det er smukke og romantiske omgivelser, der gøres festklar af Magical Weddings. Desuden kan du få hjælp til alle nødvendige dokumenter, og alt det der gør bruden til en sand prinsesse.
"Jeg forventer, at kirken skal danne ramme om to vielser om dagen inden for et år," siger Grethe Ahrensbach om fremtiden for Magical Weddings og Højerup Kirke.
Magical Weddings er snart klar med en reklamefilm produceret af Maefilm fra Køge. Filmen sætter for alvor gang i de romantiske tanker om en borgerlig vielse i historiske rammer.

Havet sørger for en smuk og dramatisk baggrund, når parret siger ja til hinanden. (Foto: JCJ)
LørdagsAvisens fotograf var med bag kameraet på den nye reklamefilm. (Foto: JCJ)