K-kandidater klar
Ved et opstillingsmøde med 40 deltagere på Restaurant Håndværkeren har De Konservative i Roskilde valgt både ny folketings-kandidat og spidskandidat til kommunevalget i efteråret 2017. Efter sidste folketingsvalg trak den hidtidige folketingskandidat Christian Wedell-Neergaard sig for at koncentrere sig om opgaven som partiets leder i Sjællands Regionsråd. Roskildes Konservative har nu valgt et sikkert kort i den 50-årige Brian Mikkelsen, der i forvejen er valgt til Folketinget fra Holbæk siden 1994. Han har beklædt en række ministerposter i VK-regeringerne, 2001-2008 kulturminister, 2008-2010 justitsminister og 2010-2011 økonomi- og erhvervsminister. Brian Mikkelsen er en af partiets absolutte topfigurer, og det kan være godt for Roskilde, når lokale interesser skal varetages på Christiansborg. På samme møde blev byrådsmedlem Lars Lindskov spidskandidat til kommunalvalget i 2017. Han er 53 år og en særdeles erfaren kommunalpolitiker. Første gang blev han valgt til Gundsøs kommunalbestyrelse i 2001, og efter kommunesammenlægningen til Roskilde Byråd i 2009-2013. Ved Carsten Wickmanns død genindtrådte Lars Lindskov i byrådet i 2015 og overtog partiets mange indflydelsesrige poster i Roskilde. Blandt andet som medlem af økonomiudvalget, formand for Erhvervsudvalget og i Roskilde-hallerne.