Kvamm tester nyt materiale på Ragnarock
Under titlen ’Testing Testing / Juni ’16’ er musikeren og sangeren Simon Kvamm ved at lægge sidste hånd på sit nye soloprojekt. Og lørdag 4. juni kl. 20 vil han teste materialet af ved en intimkoncert på rockmuseet Ragnarock. - Soloformatet er det rum, hvor jeg for første gang blander de genrer, jeg har bevæget mig i: Musik, komik, lommefilosofi, siger Simon Kvamm. Jacob Westergaard Madsen, daglig leder af Ragnarock, siger: - Vi er først og fremmest glade for, at Simon Kvamm vil teste sit nye materiale af på vores museum. Ragnerock er jo netop tænkt som en hybrid mellem et museum og det moderne og pulserende kulturhus, og derfor er det vildt fedt, at han vil være med til at indvie udstillingens rammer for fremtidige arrangementer. Afprøvningen af materialet sker forud for Simon Kvamms kommende ’Vandmand Solotour 2016’.