Filialdirektør runder 50 år
Jane Skouv Lapain, filialdirektør i Arbejdernes Landsbank i Køge, fylder 50 år lørdag den 28. maj
Arbejdernes Landsbanks filialdirektør i Køge, Jane Skouv Lapain, fylder 50 år lørdag den 28. maj. Det markeres med en reception i filialen torsdag den 26. maj kl. 15-17, hvor alle er velkomne.
Jane Skouv Lapain har været i Arbejdernes Landsbank siden 2009, hvor hun startede som souschef i Gladsaxe. Kun to år senere i 2011 blev hun filialdirektør for bankens nyåbnede filial i Køge, og det er hun i dag meget glad for.
”Jeg har altid sat stor pris på den gode stemning, der er i Køge by, og så nyder jeg at arbejde i en bank, hvor vi alle er tæt på ledelsen, og hvor vores ideer bliver hørt," fortæller Jane og fortsætter:
”Det er fx sjovt at opleve, hvordan kunder kan blive overraskede over at blive betjent af ”filialdirektøren”, når der fx skal hentes valuta. ”Jamen du er jo direktøren,” lyder det ofte fra kunderne. Det viser bare, at vi er en bank, hvor vi alle er nærværende og tilgængelige, uanset hvad vores titel er,” siger Jane.
En anden ting, som Jane sætter stor pris på ved sit arbejde, er sine nærmeste kolleger i filialen, som hun også omtaler som sit ”Dream Team”.
”Det er dem, der gør det rart for mig at gå på arbejde. Og det er dem, som hver dag arbejder hårdt for, at vi kan give vores kunder en god oplevelse, når de kommer her i filialen. Derfor er det i høj grad også deres fortjeneste, at vi får så flotte anmeldelser fra vores kunder, som vi gør”, lyder det fra Jane Skouv Lapain, som fortæller, at ca. halvdelen af filialens mange nye kunder er anbefalet af andre kunder.
Noget, som Jane lægger stor vægt på i sit daglige arbejde, er, at filialen skal være synlig og engageret i lokalområdet. Derfor bruger hun også en stor del af sin tid på at pleje de mange netværk, som hun og filialen er en del af. Her kan bl.a. nævnes HB Køge, som filialen har et tæt samarbejde med.
Privat bor Jane i Køge med sin mand. Sammen har de fire børn, som alle er flyttet hjemmefra. Fritiden bruger hun især på børnebørn, familie og venner, hvis ikke golfbanen eller haven kalder. Derudover kan man ofte møde Jane i byen i weekenderne til blandt andet jazzmusik og torveudstillinger.