Fortsæt til indhold

Nye buskøreplaner udkommer kun digitalt

Ældreråd ikke tilfreds med beslutningen om at droppe trykte køreplaner

Arkiv
Simon Carlson

Når Sydtrafiks sommerkøreplan udkommer den 26. juni bliver det uden tryksværte på fingrene. Sydtrafik har valgt at skrotte de trykte køreplaner og i stedet udelukkende gøre køreplanerne digitalt tilgængelige. Det er der en ganske enkel årsag til.
“Den seneste årrække har vi trykt færre og færre køreplaner, men vi smider flere og flere ud, så behovet er der ikke. Det er et stort ressourceforbrug, for over halvdelen af køreplanerne bliver bare smidt ud. Vi kommer til at spare over en million kroner om året ved ikke at trykke fysiske køreplaner,” fortæller direktør i Sydtrafik Lars Berg.

Selv om behovet for den fysiske køreplan er drastisk faldende, er der dog stadig visse problematikker ved udelukkende at gøre den digitalt tilgængelig. En del ældre har for eksempel ikke den nødvendige tekniske kompetence til at finde bustiderne på nettet eller mobilen, ligesom der naturligvis kan være andre begrænsninger på, hvilken teknologi, man har til rådighed. Til dem er der hjælp at hente hos Borgerservice eller på biblioteket, hvor personalet står klar til at hjælpe. Det er også muligt at ringe til Sydtrafik og få dem til at sende et eksemplar af køreplanen, som ligesom nu også kan printes fra nettet.
“Vi ved jo godt, at alle ikke er it-eksperter, og derfor havde vi også Ældrerådet inviteret til processen med at omlægge helt, for at finde ud af, hvordan vi bedst muligt kan bidrage til at hjælpe dem, der har brug for det og få gode idéer andre steder fra. Det har været en meget positiv proces,” uddyber Lars Berg.

Mandag den 30. maj indleder Sydtrafik en kampagne, der er målrettet netop den gruppe, som har vanskeligt ved at klare sig uden den fysiske køreplan.

Ældrerådet Kolding