Fortsæt til indhold

Mastodonter fik papir på hinanden

VUC Syd og UC Syd er nu formelt forbundet af en aftale

Arkiv
Arkiv

VUC Syd og UC SYD er nu formelt forbundet. Forleden underskrev de øverste ledelser for de to sydjyske uddannelsesinstitutioner en partnerskabsaftale, som bringer dem tættere på hinanden. Ved seancen sagde formand for VUC Syds bestyrelse, borgmester H.P. Geil, blandet andet:
“Jeg synes, det er en fantastisk begivenhed. Det kan gå godt at leve papirløst, men nogle gange er det også klogere at få papir på hinanden. Her er det en understregning af, at vi ønsker, Haderslev udvikler sig til en endnu stærkere uddannelsesby. Samlet set har vi op mod 5000 studerende i byen, og de skal være glade for at tage en uddannelse, hvad enten det er det ene eller det andet sted. Det kan aftalen være med til.”
UC SYD's formand, regionsformand Stephanie Lose, tillagde også udviklingen mellem de to uddannelsesinstitutioner en stor betydning:
“Vi er her på besøg hos en god ven. Og et godt venskab kan udvikle sig til et ægteskab. Selv om vi stadig er selvstændige institutioner, så har vi nu papir på hinanden. Det hænger godt sammen med ønsket om at være med at sikre en regional udvikling på uddannelsesområdet. Men det giver også sammenhæng mellem vores institutioner til gavn for de studerende. De vil opleve, at der er sammenhæng, når de går fra at læse ved VUC Syd til at læse hos UC SYD. Sammenhængskraften er vigtig,” sagde Stephanie Lose.
VUC Syd sender årligt mange studerende videre til UC SYD's uddannelser. Ved den seneste undersøgelse havde 781 kursister søgt videre ind på en mellemlang videregående uddannelse, og her er det oplagt for de fleste at søge ind på UC SYD.
Ved underskrivelsen af partnerskabsaftalen blev der ved samme lejlighed underskrevet to samarbejdsaftaler.
Den første er en samarbejdsaftalen om design, innovation og teknologi, som kommer i lyset af, at VUC Syds hf-uddannelse FlowFactory fra august 2016 årligt optager 50 nye kursister på en hf-uddannelse, der har design, innovation og teknologi som sit omdrejningspunkt. Desuden blev den ny aftale omkring læreruddannelsen underskrevet.