Fun World Esbjerg kommer på nye hænder
Forlystelsesmekkaet på Glarmestervej fortsætter som Bowl’n’Fun
En efterhånden ganske erfaren herre tager nu afsked med Esbjerg, men et endegyldigt farvel bliver det dog ikke.
Det er Fun World - beliggende på Glarmestervej i Esbjerg - der er blevet solgt til Danmarks største kæde af bowling- og forlystelsescentre Bowl'n'Fun | The Grill, der overtager det esbjergensiske forlystelsesmekka.
Bowl"n"Fun, en kæden som har eksisteret i 22 år, har i forvejen 13 centre fordelt i Jylland og på Fyn, og nu kommer de altså også til Esbjerg. Det er Jesper Nielsen, der sammen med sine tre partnere, har solgt Fun World, som de har ejet siden 2002 og igennem årene udviklet og udvidet. Det er blandt andet blevet til indendørs gokart, mini golf, simulator-spil, raceroom og som det sidste en fjernstyret elektrisk racerbane.
“Det har da været en beslutning, som skulle vendes nogle gange, men det er det helt rigtige,” forklarer Jesper Nielsen til Lokalavisen.
“I 2009 blev jeg aktionær i Bowl'n'Fun og har derved haft en fod indenfor i mange år, og overtagelsen af Fun World sker derfor som en helt naturlig ting. ”Bowl'n'Fun og The Grill har stor succes, hvorfor er det helt naturligt at Fun World nu også bliver en del af kæden,” fortæller Jesper Nielsen, der nu vil koncentrere sig om restaurant Butcher, som han - med flere andre partnere - også ejer.
Centret bliver renoveret
I øjeblikket er Fun World ved at gennemgå en større renovering, så det står klar til den 1. juli, hvorefter det officielt hedder Bowl'n'Fun | The Grill.
“Det er vigtigt, at både gæster og personale er med hele vejen i overgangen,” siger Jesper Nielsen og tilføjer, at de medarbejdere og kendte ansigter, som har været i Fun World igennem årene, fortsat vil være at finde i centret. Centerchef Karsten Højen fortsætter således som centerchef, og kokketeamet er fortsat Ole og Frank, der begge glæder sig til de nye udfordringer.
”Salget af Fun World er positivt og helt rigtigt for både Fun World, Esbjerg og Bowl'n'Fun,” siger Jesper Nielsen.