”Det er rystende hvad der sker derude”
Lokal hundeven tager afstand fra den skingre tone i debatten, men understreger at den er helt gal på dyreinternatet
En af de personer som vil være på plads foran internatet på søndag er Ditte Porsing. Hun fortæller:
”Jeg er ikke i gruppen bag demonstrationen for jeg synes at tonen i debatten er meget skinger, men jeg stiller op på søndag for der skal sættes en stopper for det som foregår på internatet. Og jeg kommer sammen med en tidligere ansat.”
Ifølge Ditte Porsing, som arbejder frivilligt med omplacering af hunde og dressur af problemhunde, har der været store problemer på internatet i mange år. Hun fortæller til Lokalavisen:
”Jeg lærte internatet at kende for en årrække siden, hvor et kuld hvalpe i Bov var anmeldt til Dyrenes Beskyttelse uden at der skete noget. Man tog også kontakt til mig, men jeg er førtidspensionist og har ikke mulighed for at få et helt kuld hunde vaccineret og behandlet. Men med hjælp fra Nordjysk Dyreredning fik hundene hjælp. Jeg var målløs over hvad der foregik, og især rystede det mig at det lokale politi udmærket vidste hvad der foregik. Den lokale betjent havde sin gang på aderessen og havde sit foder placeret der.”
”Jeg har haft andre oplevelser, hvor jeg har undret mig over det som skete. En gang fandt vi en forladt hund i en plantage ved Gram og da vi kom med den, fik vi at vide at det var der jo ingen penge i. Vi burde istedet aflevere den til Haderslev Politi, for så fulgte der penge med. Og ikke mindst derfor blev jeg glad da jeg tilbage i 2014-15 fik tilbudt at komme i bestyrelsen for Dyrenes Beskyttelse. Jeg kan huske at jeg tænkte at det var ”fantastisk”, men at det var noget af en nedtur at komme til første møde. Jeg blev indkaldt til møde på internatet i Skibelund. Foruden mig var der tre personer – blandt andet én af ejerne. Jeg kan huske at jeg nåede at undre mig over at det kunne lade sig gøre. Men det som fulgte var langt mere skræmmende. Snakken gik nemlig på, hvordan folk selv måtte klare deres hundeproblemer – især efter klokken 17.00 – og så skulle man ellers på kroophold med dans,” husker hun. Efter mødet forlod Ditte Porsing såvel mødet som Dyrenes Beskyttelse.
”Det er ikke i orden at det får karakter af 'heksejagt', men noget bliver nødt til at ske. Der er lavet så meget skidt derude i mange år, og det må have en pris,” slutter Ditte Porsing til Lokalavisen.