Eksamenskoncerterne er linet op
Eksamen er ikke nødvendigvis noget med klasseværelser og linoleumsgulv. Når byens musikstuderende aflægger eksamen, foregår det som offentlige koncerter, hvor alle er velkommen.
"Vi er nok det konservatorium i landet, der kan fremvise den største mangfoldighed hvad angår instrumenter og genrer, så der er koncerter for enhver smag i den kommende tid," fortæller vicerektor Martin Gade og henviser til de ca. 45 koncerter, som finder sted i maj og juni måned.
Én af de studerende, der skal i aktion er guitaristen William Wester. I forbindelse med sin eksamen, har han netop udgivet albummet Nimbus sammen med orkesterprojektet Kumulus.
"Jeg har brugt mere eller mindre hele mit tredje år på at sammensætte projektet Kumulus, der skal søsætte mig selv som guitarist, komponist og band leader. Jeg har selv skrevet alle numre, men derefter er de arrangeret i samarbejde med de andre i bandet," fortæller William, der med sig på scenen til eksamenskoncerten har medstuderende fra Odense og Esbjerg.
Formkurven topper
Eksamensperioden er samtidig det tidspunkt på året, hvor de studerendes formkurve forhåbentlig topper efter intensive forberedelser.
For de kandidatstuderendes vedkommende markerer koncerten samtidig overgangen til den virkelighed, der venter på den anden side af konservatoriet mure. Typisk tegner der sig en karriere, der er sammensat af forskellige elementer med musikken som kerne.
I eksamensperioden kan publikum på nært hold opleve de lokale talenters musikalske kunnen. Der stilles selvsagt det beskedne krav, at man respekterer eksamenssituationen og klokkeslæt. Foruden orgel, cello, sang, bas, violin, blokfløjte, trommer, kan man som de eneste sted i landet også høre mere eksotiske instrumenter som ukulele og drejelire, når de folkemusikstuderende afslutter studierne efter henholdsvis tre og fem år. Man kan se hele programmet på smdk.dk