Fortsæt til indhold

FC Fredericia møder Erritsø i sommerkamp

Arkiv
Arkiv

Tirsdag den 31. maj får spillerne på Erritsø GIF's serie 2-hold en lidt særpræget oplevelse. FC Fredericias hold fra Bet25 Ligaen kigger nemlig forbi til en opvisningskamp på Erritsø Stadion.
Kampen er den første i en ny tradition i FC Fredericia. Fra i år, og forhåbentlig mange år ud i fremtiden, vil der blive arrangeret en eller to sommerkampe, hvor fuldtidsprofferne fra FC Fredericia tager på besøg hos samarbejdsklubberne, hvor det bedste hold i klubben vil krydse klinger med 1. divisionsmandskabet.
“Vi arbejder hele tiden på at udvikle samarbejdet med samarbejdsklubberne, og den her årligt tilbagevendende kamp er bare én af de ting, vi skal have sparket i gang. Vi vil rigtig gerne skabe et stærkere fællesskab foreningerne og os imellem, da det vil komme både dem og os til gavn fremadrettet,” siger FC Fredericias salgs- og eventmanager, Randi Wael, som er meget begejstret over, at samarbejdsklubberne er med på idéen.
“Jeg glæder mig helt vanvittigt over, at vi kan skyde en ny tradition i gang i Fredericia, hvor vi kommer ud og besøger de folk, der gør et stort stykke arbejde for børn og unge i kommunen. Erritsø GIF var lynhurtige til at melde sig på projektet og disker op med et stærkt program - så vi glæder os helt vildt til at komme til Erritsø på tirsdag,” siger Randi Wael.
FC Fredericias samarbejdsklubber består af følgende lokale foreninger: Bredstrup Pjedsted Idrætsforening (BPI), Fredericia forenede Fodboldkluber (FfF), Fredericia KFUM, Erritsø GIF (EGIF) og Taulov/Skærbæk IF.
Kampen på tirsdag bliver spillet klokken 18.00 på Erritsø Stadion.