Fortsæt til indhold

Jazz på kirkeorglet

Arkiv
Arkiv

På fredag kl. 17 kan man opleve organist ved Ørsted Kirke, Henrik Sørensen, ved en koncert i Sct. Jørgens Kirke. Han har gennem 30 år været aktiv på den danske musikscene som solist, kapelmester, akkompagnatør, musiker, komponist og underviser. Genremæssigt har hovedvægten været lagt på jazz, men stort set alle genrer er repræsenteret, herunder klassisk musik, teatermusik og kirkemusik - væsentligst spillet på orgel.
Ved koncerten spiller Henrik Sørensen blandt andet Duke Ellington, Lars Jannson og Astor Piazzolla samt egne improvisationer med udgangspunkt i både jazz'en og den klassiske musik.
Der er fri entré til koncerten.

Improvisation har i alle årene været nøgleordet for Henrik Sørensens musikalske virke. Som solist, komponist, underviser, akkompagnatør eller organist er det spontane musikalske udtryk et væsentligt arbejdsredskab.

Marcussen-orglet i Ørsted kirke har desuden haft stor indflydelse på, hvordan Sct. Jørgens Kirkes nye orgel klangligt er blevet udformet. I 2009 var kirkeudvalget ved Sct. Jørgens Kirke på besøg i Ørsted Kirke, hvor Henrik Sørensen var så venlig at demonstrere orglet ved en lille koncert. “Det var meget inspirerende, og havde afgørende betydning i det efterfølgende projekt, der skulle ende med et nyt og spændende orgel i Aabenraa.” siger organist Mogens Fangel Damm.