De blå flag hejses atter over Vejle Kommune
Sommersæsonen kan skydes i gang, når de blå flag hejses den 29. maj
Sommeren nærmer sig, og det markeres med, at de blå flag atter hejses over Vejle Kommune. Søndag den 29. maj fejres det på Brejning Lystbådehavn.
Brejning Lokalråd har, i samarbejde med Vejle Kommune, etableret en plads med mulighed for både leg, motion, bålhygge og overnatning, mens Brejning Lystbådehavn står for aktiviteter med vand, læring og information den 29. maj fra klokken 10-16.
”Vejle Kommune har nogle helt fantastiske strandområder og er, ligesom Brejning Lystbådehavn, helt unikke steder med et væld af muligheder for gode oplevelser og aktiviteter,” siger viceborgmester og formand for Natur- og Miljøudvalget Søren Peschardt i en pressemeddelelse.
I 2016 har Vejle, ud over Brejning Lystbådehavn, også fået tildelt de blå flag på Tirsbæk Strand, Fladstranden, Hvidbjerg Strand og Mørkholt Strand. Således hejses det blå flag fem steder i Vejle Kommune i år.
”De blå flag symboliserer ikke alene et sundt miljø, gode faciliteter, sikkerhed, information og sommer. De symboliserer også det arbejde, vi har med udviklingen af Vejle Fjord og Vejle Ådal,” siger Søren Peschardt i en pressemeddelelse.
jer